ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II
Eckersbergthumb

ARoS har erhvervet fint guldaldermaleri

ARoS har netop erhvervet et guldaldermaleri af C.W. Eckersberg. Maleriet, Castel St. Angelo, viser udsigten over floden Tiberen fra området Trastevere uden for Ospedale di S. Spirito i Rom, som den så ud i 1819.

Billedet blev erhvervet på den nyligt afholdte auktion hos Bruun Rasmussen, og ARoS havde på forhånd fået tilsagn fra Ny Carlsbergfondet og fra Augustinus Fonden om tilskud til erhvervelse af billedet. 

- Vi er meget glade for, at de to fonde har givet os mulighed for, at vi nu kan tilføje dette værk til den historiske del af museets samling, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

MESTEREN OG ELEVERNE

Maleriet blev i sin tid bestilt hos Eckersberg af grev Bille-Brahe på Hvedholm, der havde set lignende værker fra kunstnerens rejse til Rom i perioden 1813 til 1816.

- ARoS har i forvejen en udsøgt samling af rejseskildringer af guldaldermalere som Martinus Rørbye, Constantin Hansen, Jørgen Roed og Wilhelm Marstrand. De var alle elever af C.W. Eckersberg, så samlingen manglede et godt værk af mesteren selv. Netop dette værk samler fint rejsebilledernes skildringer både af arkitektur og af folkeliv, siger museumsinspektør Erik Nørager Pedersen, ARoS.

SKAL INDGÅ I NY SAMLINGSPRÆSENTATION

I februar åbnede ARoS en ny præsentation af samlingen (Human Nature), hvori også guldaldermalernes rejseskildringer har fået en markant plads. Det nyerhvervede Eckersberg-værk vil naturligvis blive ophængt i denne sammenhæng, når det har været igennem konservatorens hænder.

Hent pressefoto

Mere om Human Nature 

FOR YDERLIGERE INFORMATION

ARoS’ presseafdeling: presse@aros.dk

Anne Riis: ari@aros.dk / 2888 4464

Jens Henrik Daugaard: jehd@aros.dk / 2888 4467

Hent pressefoto

©ARoS 2017