ÅBENT I DAG 10 - 21
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Olaf Rude (1886-1957)

Olaf Rude (1886-1957) begyndte sin karriere som maler, da han startede sine studier på Zahrtmanns skole i 1907. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1908 og blev medstifter af kunstnergruppen ’De Tretten’ i 1909. I 1911 drog Rude sammen med kunstnervennen William Scharff (1886-1959) til Paris. I Paris blev Rude introduceret for de nye modernistiske tendenser. Ved mødet med blandt andet Picassos værker blev han både optaget og fascineret af det kubistiske formsprog. Rudes malerier blev dog ikke kubistiske med det samme. I Broen fra Frederiksberg have fra 1915 er det snarere inspirationen fra Cézanne, der skinner igennem. Kun den stramme komposition og spejlingens diffuse perspektiv vidner om en kubistisk bevidsthed.

I årene 1918-1920 blev den kubistiske stil mere markant i Rudes værker. Men han omsatte den på sin helt egen måde, blandt andet i sit arbejde med en mere ornamental stil. Efter 1919 vendte Rude tilbage til en mere figurativ og realistisk stil. Han flyttede til Bornholm og de mange landskabsbilleder og portrætter, som han skabte her, er kendetegnet ved en klar kolorit og skitseagtig penselføring.

Sankt Georg og dragen

Sankt Georg og dragen, 1918


 


Legenden om Sankt Georg og dragen handler om, hvordan en grusom og ildspyende drage tyranniserer en by ved at tvinge indbyggerne til at udlevere folkene i byen som dragemad. Udvælgelsen foregår ved lodtrækning, og da kongens datter bliver valgt som dragens offer, ridder Sankt Georg op til dragen og stikker sin lanse i den. Den bliver såret, og prinsessen undslipper. Ifølge legenden bliver Sankt Georg tilbudt prinsessen og det halve kongerige, men han takker nej og forsøger i stedet at omvende landsbyen til kristendommen. I den kristne mytologi sidestilles prinsessen i nogle sammenhænge med kristendommen, men eftersom prinsessen ikke er at se på Rude billede, fristes man til at konkludere, at værket i højere grad skildrer Sankt Georg som en helt, en handlekraftig mand, der sætter sit liv på spil for at redde byen fra at blive udslettet.

Rude har i Sankt Georg og dragen skabt et dramatisk og dynamisk motiv, som er bygget op af flader i hver sin lokalfarve. Billedets geometriske former kombineret med en rummelighed og dybde skabt via farver og skygger er stærkt inspireret af det kubistiske formsprog.

©ARoS 2017