ÅBENT I DAG 10 - 21
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Kathrine Ærtebjerg (f. 1969)

Kathrine Ærtebjerg (f. 1969) arbejder hovedsageligt med maleri og tegning. Hendes værker placerer sig indenfor det nye figurative maleri i Danmark. Karakteristisk for Ærtebjerg er et surrealistisk og malerisk sprog med tydelig inspiration fra børnebøgernes eventyrlige univers. Hendes værker rummer på én gang uhyggelige og romantiske undertoner, som hun gerne betoner med sine værktitler. 

Den glade Hr. Hansen, 2005

Den glade Hr. Hansen, 2005

Ærtebjergs maleri Den glade Hr. Hansen, 2005 forestiller et eventyrligt landskab, gengivet i lyse og klare farver. I billedets forgrund ser man en lille pige med store, mørke øjne og en fyldig næse. Imellem hendes ben vokser en stor rød blomst. Centralt i billedet er også et ulvelignende væsen, som gemmer sig bag et træ. Dyret er opretstående og har en rødstribet dragt på. I Ærtebjergs maleri oplever vi velkendte roller fra eventyret, men de er byttet om. Den lille pige ser ondskabsfuld ud, mens ulven smiler og virker imødekommende. Værket synes at indfange en situation lige imellem ro og uro og tryghed og fare.

©ARoS 2017