ÅBENT I DAG 10 - 21
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Henry Heerup (1907-1993)

Henry Heerup (1907-1993) var en dansk billedhugger, maler og grafiker. Han gik på Kunstakademiet i 1927-1932, hvor han meget tidligt fandt frem til sit eget kunstneriske udtryk. Hans figurer var figurative og bevidst naivistiske. Særligt i maleriet er ethvert spor af den ekspressive maleproces erstattet af et direkte aflæseligt, stiliseret symbolsprog. Heerups mål var at frigøre fantasiens kraft og hylde umiddelbarheden i det kunstneriske udtryk. Den nære hverdag var hans inspiration, og den blev altid gendigtet i et fantastisk univers, der lå lige langt fra det abstrakte og det naturalistiske udtryk. For eksempel i Fantasi over en dansesko fra 1949 ser vi sko, sneglehuse, tulipaner og æsker fra flere forskellige synsvinkler. Selve udtrykket er enkelt og naivistisk som i en børnetegning, der jo netop var et af de steder, Heerup hentede sin inspiration.

Heerups skulpturer blev skabt i fedtsten, marmor og granit, og de var stærkt inspireret af dansk-romanske billedhuggerarbejder fra 1200-tallet. Han kaldte sine sten for ’naturens hårdkogte æg’, og respekten for den enkelte sten var altafgørende for hans arbejde med skulptur.

Mandshoved, 1955

Mandshoved, 1955

Heerups skulptur Mandshoved, 1955, er hugget i granit. Ansigtets furer følger nænsomt stenens form, på én gang ciselerende let og fyldt med jordnær tyngde. I 1945 skrev han i tidsskriftet ’Helhesten’: ”Må man fantasere i sten? Jo gu! Må man så. Skulle man ikke lade sig lede af en tilfældighed, tilfældigheden har sine love, materialets egen form, stoffets magt og første ret i al kunst. Det er jo den der skaber ideen, contra hjernen for ikke at glemme ’gulerødderne’, nervesystemets yderste forposter. Og selvfølgelig vi føler, vi føler, men vi føler ikke en balletdanserinde i en klumpet sten, snarere i en langstrakt, og vi fornemmer ikke en bjørn i en langstrakt, snarere i en klumpet sten”

©ARoS 2017