ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Fluxus

Kunstnere

Arthur Købcke Joseph Beuys Wolf Vostell Bjørn Nørgaard

”Let there be Fluxus”. Denne opfordring kom i 1962 fra den litauisk-amerikanske kunstner George Maciunas på den første fluxusfestival ’Flexa Fluxorum’ i Wiesbaden. Dermed var startskuddet givet for en ny type kunst, der hyldede det flygtige, det flydende, det bevægelige, det uforudsigelige og det foranderlige. De kunstnere, der sluttede op om Maciunas fandt primært deres kunstneriske udtryk i medier som fundne objekter, collager, performances og happenings.

Fluxus manifesterede sig i form af festivaler, happenings og eksperimenterende lydkoncerter rundt i den vestlige verden og fik også en markant position i Danmark. Med Fluxus opstod nye begreber og betegnelser såsom ’intermedia’, ’combine’, ’environment’ og ’event’, og kunstnerne arbejdede på tværs af de forskellige genrer og kunstformer. Fluxus’ aktioner var baserede på provokerende indslag og hændelser samt en direkte involvering af publikum. Begivenhederne havde oftest et politisk sigte. Den ene skandaleramte festival og udstilling afløste den anden, alt imens de foranderlige, uforudsigelige værker én gang for alle vendte op og ned på en konventionel opfattelse af, hvad kunst er, og hvordan den skal se ud. Værkerne var typisk forgængelige og flygtige og mistede derved deres salgbarhed. For kunstnerne var spontanitet, grænseoverskridelse og frihed nogle af de midler, der skulle til for at gøre op med vanetænkning og konsensus.

Fluxus var i sit udgangspunkt internationalt orienteret. De første sammenkomster fandt sted i New York i 1950’erne, men bevægelsen bredte sig hurtigt til Europa og Tyskland i særdeleshed. I Danmark markerede Fluxus sig tidligt, og her spillede den dansk-tyske kunstner Arthur Køpcke en central rolle.

Generelt set var fluxus-kunstnerne optaget af ideen om, at alt potentielt set er kunst og af, at vi alle kan påberåbe os titlen af kunstner. Fluxus-kunstnerne ville gerne frigøre kunsten fra kunstnerens person og dermed vælte kunstneren ned fra sin piedestal-status. Centralt var også opgøret med selve kunstværkets status som investeringsgenstand.

Fluxus var og blev dog aldrig nogen sammentømret gruppe, men snarere en forenet ’front’, en attitude og et åbent forum, hvor ideerne flød frit over landegrænserne. Flere af 1960’ernes kunstnere, der arbejdede i forlængelse af fluxus, var ikke direkte knyttet til festivalerne, og flere lader sig ikke entydigt placere i fluxus-bevægelsen. En af dem er Teddy Sørensen (1939-2002), som ARoS ejer en betydelig samling af. 

©ARoS 2017