Lyd, duft, lys og bevægelse. Step Inside præsenterer fire omfattende totalinstallationer af Anicka Yi, Philippe Parreno, Laure Prouvost og Pamela Rosenkranz. Udstillingen viser, hvordan samtidskunst i stigende grad arbejder med forskellige måder at engagere kroppen, opmærksomheden og sanserne, og hvordan immersive installationer kan skabe nye rum for erfaring og kritisk refleksion.
“Immersiv kunst er en central del af ARoS’ DNA. Med Step Inside ønsker vi at vise, hvordan samtidskunsten bruger sanserne som redskab til at skabe indsigt og åbne vigtige samtaler om den verden, vi er en del af,” siger direktør Rebecca Matthews
Step Inside berører aktuelle temaer som klima, migration, økofeminisme, bioteknologi og relationen mellem menneske og maskine.
“Udstillingen undersøger, hvordan kunst kan aktivere sanserne på måder, der skærper vores opmærksomhed på både teknologi, biologi og kultur,” siger kurator Victoria Christiansen og tilføjer:
“De fire værker viser hver på deres måde, hvordan materialer som duft, lyd og lys kan skabe erkendelser, der opstår i mødet mellem krop og omgivelser.”
Sanselige praksisser – fire kunstnere, fire greb
Anicka Yi – duft som kunstnerisk materiale
Med en multisensorisk praksis har Anicka Yi (f. 1971, Sydkorea) radikalt udvidet, hvad et kunstværk kan være, og forvandlet udstillinger til kropslige oplevelser. I Step Inside præsenterer Yi første del af sit omfattende projekt Emptiness: et videoværk, der undersøger, om en kunstners praksis kan fortsættes af AI efter kunstnerens død. Duft spiller en central rolle i Yis kunst – ikke som pynt eller stemning, men som et kritisk, sanseligt og filosofisk redskab til at udfordre, hvordan vi oplever og forstår verden. Det er Yis første præsentation på et dansk museum.
Philippe Parreno – koreograferede objekter i konstant forandring
Philippe Parreno (f. 1964, Frankrig) skaber installationer, hvor lyd, lys, mekaniske og digitale elementer indgår i en rumlig dramaturgi. Et algoritmestyret klaver og svævende heliumfisk indgår i Parrenos værk, der ændrer form i løbet af dagen og gennem hele udstillingsperioden. Quasi Objects fungerer som et responsivt miljø, hvor objekter og teknologier opfører sig som levende organismer. Værket udlånes af Pinault Collection, Paris.
Laure Prouvost – tekstiler, objekter og video i poetisk univers
Laure Prouvost (f. 1978, Frankrig) præsenterer en installation, hvor vævede tekstiler, video, lyd og fundne objekter smelter sammen til et sanseligt rum med fokus på økofeminisme, migration og omsorg. Et stort vævet tæppe med svævende nymfer markerer indgangen til installationen, mens glasfugle i oliepytter og en fortælling om den ikoniske Bedstemor-figur trækker tråde mellem personlige erindringer og globale kriser. Prouvosts værk balancerer mellem humor, sårbarhed og kritisk refleksion.
Pamela Rosenkranz – kroppen i det syntetiske
Pamela Rosenkranz (f. 1979, Schweiz) arbejder i grænsefeltet mellem biologi, teknologi og kommercielle systemer. I værket She Has No Mouth indhylles publikum i blåt LED-lys, der påvirker hudens fremtoning og rummets atmosfære, mens en syntetisk duft – baseret på et kattedyrs feromon – aktiverer kroppens instinktive sanseapparat. Duften bruges i parfumeindustrien til at fremme begær. Rosenkranz undersøger, hvordan menneskelig perception påvirkes af både evolutionære impulser og kulturelt skabte signaler.
En del af ARoS’ udstillingstrilogi Making New Worlds
Step Inside er anden del af ARoS’ trilogi Making New Worlds, der undersøger kunstens evne til at skabe nye måder at erfare og opfatte verden på. Første del, The Cosmos Within (2024), havde fokus på det indre menneskelige univers. Med Step Inside flyttes blikket mod det sanselige og rumlige møde med omverdenen.
Publikation
I forbindelse med udstillingen udgiver ARoS et rigt illustreret katalog med blandt andet en peer-reviewed forskningsartikel samt en tekst af sociolog Nikolaj Schultz, der er kendt for sit samarbejde med Bruno Latour og for sin bog Landsyge (2023).
Praktisk
Step Inside
7. februar – 9. august 2026, ARoS
Udstillingen er realiseret med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet og Stibo Fonden.
Kontakt venligt ARoS Presse for yderligere information om udstillingen og pressevisning den 5. februar.
For yderligere oplysninger, kontakt:
ARoS Presse og Kommunikation
presse@aros.dk
+45 61904942