Stærk international
profil til ARoS

Stærk international
profil til ARoS

Den 1. februar 2023 byder ARoS Catherine Ince velkommen som museets nye kunstneriske programdirektør. Hun indtræder i det nye ledelsesteam med museumsdirektør Rebecca Matthews i spidsen.

Catherine Ince kommer fra en stilling som overinspektør hos V&A East (Victoria & Albert Museum), et nyt museum og samlingsforskningscenter under opførelse i Queen Elizabeth Olympic Park London. På V&A East har hun gennem de seneste syv år stået for den kuratoriske og kreative programplanlægning. Forud for dette har hun været seniorinspektør ved V&A og inspektør ved Barbican Art Gallery, London.

Catherine Ince kommer til ARoS i en tid med udvikling og nye visioner på vej. Museet er i gang med at etablere museumsudvidelsen The Next Level med ​​The Dome, et Skyspace af James Turrell, og arbejder helt overordnet med at udvikle ARoS som et sted for nye museumsoplevelser for publikum. Som kunstnerisk programdirektør vil Catherine Ince både lede museets kuratoriske team samt lede arbejdet med museets samling og de mange formidlingsaktiviteter, der skal udvide publikumsoplevelsen.  

“Catherine Ince blev udvalgt blandt et stærkt felt af kandidater fra både ind- og udland. Hun har en imponerende erfaring og en helt enestående vifte af kompetencer. Som overinspektør har hun haft ansvaret for at etablere det nye V&A East, og med sin omfattende erfaring med programlægning og teamudvikling i en række forskellige stillinger, herunder hos Barbican Centre og British Council, er Catherine den helt rette til at løfte denne spændende udfordring,” udtaler museumsdirektør Rebecca Matthews, ARoS.

Ince kan i sin nye stilling trække på en vifte af viden, der omfatter både billedkunst, arkitektur og kunsthåndværk. Hendes erfaring med at skabe spændende og nytænkende tilgange til museumssamlinger og skabe engagerende udstillinger, formidling og events bidrager stærkt til at tegne en lys fremtid for ARoS og stedets planer.

”Jeg er meget glad for at kunne slutte mig til ARoS i netop denne spændende tid, der byder på både udvikling og forandring. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med Rebecca Matthews og resten af ​​teamet om at forme ARoS’ fremtidige program, så museet kan fastholde sin position som en førende kulturdestination i Danmark og en vigtig international platform for den klassiske kunst og samtidskunsten. ARoS er et varmt og imødekommende offentligt rum, hvor de besøgende kommer for at nyde kunsten, opdage nyt, lære, slappe af og lege. Jeg ser frem til at bygge videre og gøre dette højt elskede museum til et endnu mere levende rum for kreative møder i byen: et rum, der kan favne en stor mangfoldighed af ideer, transformerende oplevelser og kunstneriske praksisser fra Danmark og hele verden,” siger Catherine Ince.

Uddannelse:
Master of Arts in curating contemporary art and design
Bachelor of Arts in history of art, design and film

Catherine Ince er 46 år og tiltræder stillingen som kunstnerisk programdirektør på ARoS den 1. februar 2023. I den forbindelse bosætter hun sig i Aarhus.

Download pressefotos her

For yderligere information, kontakt:  

Astrid Ildor · asil@aros.dk · 61 90 49 42