Artikel • november 2022
Udstillingen præsenterer seks essentielle værker og giver publikum mulighed for at opleve Shiota's interesse for og tanker om dødelighed, erindring og livets mystiske sammenhænge gennem de usynlige linjer, der er vævet ud fra erfaringer. Med sine værker giver Shiota krop og fylde til det ellers usynlige og med rod i japansk filosofi og ideen om forbundethed, trækker hun så at sige ”den røde tråd”.
Andreo Michaelo Mielczarek, der er musik- og kunstanmelder, skriver om forholdet mellem stilhed og musik.
Luftens Poesi
Af Andreo Michaelo Mielczarek
I starten af sin karriere foretog Chiharu Shiota et vigtigt skridt. Hun gik ud i det abstrakte rum. Hun kunne ikke være maler og skabe firkantede billeder. Meget tidligt søgte hun at finde sin egen vej og metode til ikke at male.
Hele hendes karriere tager udgangspunkt i det skridt, hun foretog ud i det åbne rum. I det åbne rum foregår ting anderledes. Arkitekter arbejder som poeter for at skabe rammer og strukturer, man kan bo i. Performere opfører performances, der måles i minutter og intensitet, ikke penselstrøg. Musikere sætter svingninger i luften for at skabe lyd. Strenge vibrerer.
Shiota er hverken arkitekt eller musiker. Men billeder af hendes værksted i Berlin viser, at en musiker eller en arkitekt sagtens kunne bo og arbejde dér.
Arkitektur er frossen musik. Musik er flydende arkitektur
Både musikere og arkitekter ynder at bruge disse udsagn fra 1700-tallet, som tilskrives den tyske filosof Johann Wolfgang von Goethe.
For rum og lyd hører sammen. Arkitektur og musik er søstre, mente komponisten Iannis Xenakis, der i en årrække arbejdede sammen med Le Corbusier.
Det hele smelter godt sammen, når vi i dag kan opleve kunstværker med diverse former som 'rum-installation', 'klang-skulptur', 'rum-komposition', 'tone-arkitektur' og 'performance'.
Shiota har udtalt, at hun finder stilhed stærkere og smukkere, end nogen lyd kan være. Mange komponister – amerikanske John Cage par excellence – har arbejdet med den form for fravær af lyd og har forsøgt at indramme stilheden.
"I create absence from a former existence" er et udsagn, man ofte støder på i forbindelse med Shiotas kunst. Hun fører dialoger med det fraværende. Dialogue with Absence hedder et af Shiotas værker. Det minder meget om det, den danske Henrik Nordbrandt kalder "bortnærværelse".
Man fremmaner noget, som var. Eller giver begivenheder eller personer fra fortiden en ny form. Sætter tingene ind i et nyt kredsløb.
Hos Shiota kan flere virkeligheder og tider sagtens eksistere parallelt. Det var en svimlende oplevelse at gå rundt Hos Shiota kan flere virkeligheder og tider sagtens eksistere parallelt. Det var en svimlende oplevelse at gå rundt i Shiotas kæmpeinstallation Multiple Realities (2022) i Cisternerne – Københavns vandforsynings tidligere højdebeholdere under Valby Bakke. Stilheden var enorm der under jorden. Det var koldt. Man mærkede værket med kroppen. Selvom vandet ikke rigtig var der, kunne det næsten høres.
Som 9-årig så Shiota naboens hus brænde. Det var lyden af det brændende træ, som holdt hende vågen den nat. I huset var et klaver, som også blev brændt. Det er den oplevelse, hendes værk Last Hope med et abstrakt klaver, handler om. Hun så, hvordan det afbrændte klaver blev stillet hen foran huset, og hun fandt de forkullede rester smukkere og stærkere end før, selvom klaveret havde mistet alle sine lyde. Det kunne ikke længere producere musik.
Shiotas inspiration til værket er den østrigske komponist Franz Schuberts (1797-1828) sangcyklus Winterreise, som kaldes monstre sacré inden for den tyske klassiske Lieder-tradition, og som musikforskeren Karol Berger har kaldt "vor civilisations største digt om eksistentiel fremmedgørelse og isolation".
I Shiotas værk høres musikken ikke. Som i andre værker indrammer hun noget, som ikke er længere. Hun skaber et miljø, hvor publikum kan gøre lyden visuel. Lydene er blevet forvandlet til tråde og nodeark.
Som en arkitekt skaber hun sin kunst i luften. Man kan ikke bo i Shiotas huse af snore i hvid, rød og sort. Man kan dufte og mærke og høre dem. Man husker dem.
Erindringer, drømme, angst og stilhed. De er alle tilbagevendende emner i Shiotas kunst.
Ligesom dufte kan musik transportere én tilbage i tiden, til oplevelser – både de frydefulde og de svære – fra barndommen. Chiharu Shiota arbejder på lignende måde med at forbinde fortid og nutid; at forbinde indre følelser med universelle ting. Hun bruger objekter i sine værker, som er vigtige, for hende, for de bærer på en særlig personlig historie.
Hun siger, beskueren ikke behøver kende til bevæggrundene eller historien bag et værk; vi behøver ikke vide, hvorfor hun har skabt det værk. Istedet lægger hun et objekt frem som en universel erindringsbærer.
De emner – død, sygdom og skæbne – som Shiota behandler i nærværende udstilling, er universelle emner. Og mere end at fortælle sin egen historie eller fortælle om intime følelser, vil kunstneren skabe et miljø, hvor beskueren gennemlever noget almenmenneskeligt.
Du kan ikke gå gennem livet uden kontakt med andre mennesker. Det er umuligt; vi har brugt for kontakt. Men jeg tror, at kunsten hjælper dig med at vende tilbage til dig selv.
Er der krop i Chiharu Shiotas værker?
Shiota har valgt titlen Invisible Line til sin udstilling på ARoS. For hun insisterer på, at selvom hun konstruerer fysiske ting i rummet – man kan se dem og gå rundt om dem og mærke trådenes materialitet – så er der noget i værkerne, som forbigår det menneskelige øje. Også fordi Shiota – og til en vis grad Henrik Nordbrandt – arbejder med det cirkulære. Noget lever hele tiden videre. Døden er en ny begyndelse. Hos Shiota fortsætter vandringen gennem livets stadier og videre til et andet sted. Erindringen er altid i rummet. Hele tiden fyldes rummet med mere og mere erindring.
Det er forfatteren Jean Paul Richter (han var næsten Schuberts samtidige), som engang har udtalt, at "musik er luftens poesi".
Sådan er også Shiotas spindelvævslignende strukturer, hendes transformative, large-scale installations, der fremstår som bevingede labyrinter med sin egen stoflighed. Sin egen krop. Erindring.