Another Story:
Jeg har altid været fascineret af, hvordan han gør noget så uhåndgribeligt som lys til en mærkbar oplevelse.
James Turrell: Milkrun III, 2002
"Hvis jeg skulle nævne én inspiration og drivkraft i mit arbejde som designer, er det farve. Jeg kan godt lide at undersøge farvens tilstedeværelse, dens skønhed, dens væren, til tider endda dens vold – og hvordan den vækker genklang i os. For nogle mennesker er farven skarp med kanter, men for mig er den øm, blød og underliggende, som en form for meditation, ligesom James Turrells omsluttende lysinstallationer. Jeg har altid været fascineret af, hvordan han gør noget så uhåndgribeligt som lys til en mærkbar oplevelse. Hvordan han omdanner rummet til en masse af lys, der omslutter vores krop og oversvømmer vores sind med farve; hvordan han skaber et rum for frigivelsen af følelser og et sanseligt nærvær.
Turrell sagde engang: ”Vi tror, vi blot er passive modtagere af det, vi opfatter med sanserne, men faktisk er det os, der giver himlen dens farve”. Ved at fylde tomrummet – og det tomme rum – med egne associationer, farvegiver beskueren i Turrells skyspaces selv himlen. For farve er på én gang noget universelt og noget meget personligt. Det er et univers af følelser og et redskab til at lytte til vores sande jeg. Det er grunden til, at jeg forsøger at omgive mig med så meget farve som muligt i mit arbejde, i mit liv og i min påklædning. Ligesom kunsten kan farve helbrede verden de steder, hvor verden har de største sår."
Oplev værket på niveau 0.
Portrætfoto: Rasmus Weng Karlsen.
Projektet er støttet af: