Chris Pedersen

Chris Pedersen, redaktør og modeekspert.

Der er sørgmod og optimisme i Rune Bosses mesterlige værk.

Rune Bosse: tempus circularis fagus sylvatica, 2016

"Kan man fryse et øjeblik, sådan virkelig? Der, hvor verden står sitrende klart; kærligheden, døden, ensomheden eller lykken? Jeg kan ikke, og jeg frygter at glemme afdødes stemmer, deres duft og stemning, ligesom jeg begræder tiden efter forliste forhold, hvor afslutningen udvisker begyndelsen. 

Der har været mange blå timer under corona-nedlukningen. Det har føltes ørkesløst og ensomt. Til tider utåleligt, men udenfor har naturen tålmodigt mindet mig om, at tiderne skifter. Ja, om ikke andet, så skifter tiderne. 

Der er sørgmod og optimisme i Rune Bosses mesterlige værk. Som en sommerfugl på nål er træet pragtfuldt, men dødt. Påklædt, dog nøgent. Selvfølgelig lever det ikke op til en levende skov. Men det kommer tæt på, og hvor vandreturen i det grønne er beroligende, så er det ordet trøst, der rammer mig i mødet med det svævende vidunder. Fordi det i sin reneste form er en cirkelbevægelse: 

Årstiderne skifter, lyset forsvinder og dukker op igen, de døde lever videre inden i, og man møder altid en ny."

Værket kan opleves på niveau 6.

Portrætfoto: Petra Kleis

Projektet er støttet af:

Danmarks Erhvervsfremmestyrelse