Your rainbow panorama - Olafur Eliasson
Tagterrassen under Your Rainbow panorama er i øjeblikket lukket for kørestolsbrugere pga. af opførelsen af ny tagpavillon. For øvrige kan tagterrassen tilgås via nødtrappen på Niveau 8. Your rainbow panorama er fortsat tilgængelig for kørestolsbrugere via elevatoren på Niveau 8. Vi beklager eventuelle gener i forbindelse med byggeriet, og glæder os til at slå dørene op til vores nye pavillon og lounge i løbet af efteråret.
På taget af ARoS har publikum mulighed for at opleve den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons spektakulære kunstværk, Your rainbow panorama. Værket åbnede for publikum 28. maj 2011.
ET RUM UDEN GRÆNSER
Olafur Eliasson beskriver projektet med følgende ord:
Your rainbow panorama går i dialog med den eksisterende arkitektur og forstærker det, der i forvejen er givet, nemlig udsigten over byen. Jeg har skabt et rum, der nærmest udvisker grænserne mellem indenfor og udenfor – hvor man bliver lidt usikker på, om man er trådt ind i et værk eller ind i en del af museet. Denne usikkerhed er vigtig for mig, da den opfordrer folk til at tænke og sanse ud over de dimensioner, de er vant til at begå sig i.
Realiseringen af det enestående tagprojekt er blevet muligt gennem et partnerskab mellem ARoS, Aarhus Kommune og Realdania, idet Realdania finansierer etableringen af Your rainbow panorama.
Olafur Eliasson har skabt det permanente kunstværk som en cirkelformet 150 meter lang og tre meter bred rundgang udført i glas i alle spektrets farver. Det farverige mesterværk har en diameter på 52 meter og er monteret på slanke søjler 3,5 meter over museets tagflade.
Museets gæster vil via trapper og elevator have adgang op til det store kunstværk. Den besøgende kan herfra begive sig på en sansevandring gennem det cirkulære panoramiske forløb med udsyn til den omkringliggende by og bugt.
TAGTERRASSE
Under det ”svævende” kunstværk er selve tagfladen og dens cirka 1500 kvadratmeter blevet beklædt med træ, så tagfladen udgør et enestående rekreativt område og en udsigtsplatform for museets gæster et halvt hundrede meter over gadeniveau.
Your rainbow panorama vil være synligt fra lang afstand, og da man ser forskellige farver alt efter, hvor i byen man befinder sig, fungerer værket som et kompas. Om natten er Your rainbow panorama oplyst indefra af spots i gulvet.
DANTES GUDDOMMELIGE KOMEDIE
ARoS-bygningen er som koncept bygget over Dantes’ ”Guddommelige Komedie” og med realiseringen af tagprojektet gøres forbindelsen mellem himmel og helvede fuldendt – sidstnævnte i form af udstillingskonceptet ”De 9 rum” på museets nederste etage med værker af blandt andre Bill Viola, James Turrell, Tony Oursler og Pipilotti Rist, førstnævnte med Your rainbow panorama.
I dommerkomiteen bag tagprojektet på ARoS var der ingen tvivl om vinderen, da Olafur Eliassons projekt i 2007 blev udvalgt i konkurrencen blandt fem forslag. I komiteens betænkning hedder det blandt andet om vinderforslaget:
”Projektet imødekommer på fornem vis konkurrencens ønske om at konvertere ARoS’ tagflade til en unik, kunstnerisk og arkitektonisk seværdighed af internationalt format. Forslaget skaber et meget smukt og poetisk sted, der forener panoramaudsigten fra taget med en enestående kunstnerisk-arkitektonisk dimension, som bidrager til at udvikle nye forståelser af arkitekturens billedkunstneriske grænseflader. Samtidigt etableres et stærkt identitetsskabende vartegn for ARoS og Århus by.”
Byggeriet af det omfattende kunstprojekt blev indledt i maj 2009 og i sommeren 2010 begyndte installationen af den nu fuldendte rundgang. Kunstværket har kostet 60 mio. kroner og er finansieret af Realdania, mens tagterrassen er finansieret af Købmand Herman Sallings Fond. Aarhus Kommune er som ejer af museumsbygningen bygherre på projektet.
ARoS Kunstsamling
TV-indslag
Regnbuen indviet
TV2 Østjylland 27. maj 2011
Aarhus' nye vartegn indvies i dag
TV2 Nyhederne 27. maj 2011
Olafur Eliasson besøger ARoS
TV2 Østjylland 12. januar 2011
Your rainbow panorama
TV2 Østjylland 29. november 2010
Arbejdet på Your rainbow panorama
TV2 Østjylland 22. november 2010


