Moderne samling

ARoS ejer en betydelig samling af den modernistiske kunst fra perioden 1900-1960.

Det var seks årtier, der revolutionerede kunsten. Den moderne virkelighed blev fortolket og udfordret i skelsættende og tankevækkende kunstværker. De modernistiske eksperimenter satte nye standarder for kunsten i en verden, der var under konstant forandring.

1900 – 1960

Da 1800-tallet gik på hæld, var linierne til det nye århundredes samfund allerede trukket op. Verden havde ændret sig med århundredeskiftets komme. Overalt i Europa var industrialiseringen i fuld gang, og perioden signalerede en kosmopolitisk fremtidstro til det 20. århundrede – også inden for kunsten. En radikalt anderledes kunstopfattelse voksede frem. Den naturalistiske kunst var allerede i 1800-tallets slutning blevet udfordret af helt nye måder at skabe kunst på. Dette nybrud fik fællesbetegnelsen modernisme.

I Danmark brød modernismen for alvor igennem i det andet årti af det 20. århundrede. Kunstnere som Harald Giersing, Karl Isakson, Edvard Weie, Olaf Rude og Vilhelm Lundstrøm stod klar til at revolutionere billedmediet. De besøgte Paris for at lade sig inspirere af de undersøgelser, som bl.a. Cézanne, Picasso og Matisse var foregangsmænd for. Modernismen på dansk grund blev en kompleks helhed af forskellige retninger, der tog de internationale ismer – fauvisme, kubisme, ekspressionisme m.fl. – op og afprøvede dem i en nordisk fortolkning. Billedkunstens formsprog opstod i en smeltedigel, der skabte et helt nyt syn på, hvordan man kunne arbejde med farver, flader, linier og rum.

I mellemkrigstiden voksede en ny generation frem i kølvandet på de klassiske modernister. Men i stedet for at fortsætte udforskningen af kunstværkets grænser vendte de unge kunstnere blikket indad. Disse kunstnere blev kaldt ’mørkemalerne’ på grund af deres direkte sanseforhold til naturens egne dunkle farver – og mellemkrigstiden var også en mørk tid. Det nære blev afsæt for en fundamental eksistentiel søgen blandt kunstnere som Oluf Høst, Niels Lergaard og Jens Søndergaard.

Sideløbende vandt den internationale surrealisme, der var opstået som en reaktion mod 1. Verdenskrigs rædsler, genklang i Danmark. Surrealismen satte fokus på den menneskelige psykes absurditet, vore drømme og fortrængninger, og den introducerede fantasien som et af billedkunstens afgørende erkendelsesmidler. Richard Mortensen, Ejler Bille og Vilhelm Bjerke Petersen var, trods deres åbenlyse stilistiske forskelle, surrealismens bannerførere, mens Wilhelm Freddie blev den, der gjorde surrealismen i dens figurative form kendt i Danmark. 

Surrealismens tro på fantasien gødede jorden for den internationale bevægelse Cobra, der opstod i 1948 og brat ophørte i 1951. I de tre intense år, bevægelsen eksisterede, fik den sat et uafrysteligt præg på billedkunsten. Sammen med en række hollandske og belgiske kunstnere tog Asger Jorn initiativet til gruppen, hvis grundlæggende tanker om fantasi, irrationalitet og følelsesmæssig energi fik revolutionerende betydning for billedkunsten. Deres udgangspunkt var et udogmatisk, spontant, eksperimenterende kunstsyn, der var funderet i et idealistisk samfundssyn og baseret på de endnu friske erindringer om krigens rædsler og den kolde krig.

Sideløbende var Richard Mortensen og Robert Jacobsen foregangsmændene for den konkrete kunst, der tog sin begyndelse i 1947 og formede sig omkring det progressive udstillingssted Galerie Denise René i Paris. Den konkrete kunst ville finde frem til et renset, objektivt billedsprog af universel gyldighed. Kunsten skulle være det felt, hvorfra verdens genopbygning skulle tage sit udspring. I stedet for at afbilde virkeligheden skulle kunsten finde sin egen grammatik, og denne grammatik blev ophævet til en æstetisk norm. Kun de konkrete virkemidler – linien, farven, geometrien – spillede en rolle i denne genstandsløse kunst.

Cobra og den konkrete kunst udfoldede sig nogenlunde parallelt i årene efter 2. Verdenskrig. Udspændt mellem disse to modsætninger voksede der i 1950’erne en kunst frem, der nok tog erfaringerne fra Cobra og den konkrete kunst med sig, men samtidig omsatte oplevelserne fra besættelsen og den tiltagende koldkrig i en personligt og ekspressivt funderet kunst, der havde den menneskelige erfaring som sit fundament. Denne kunst befandt sig langt fra avantgardepositionerne, og dens fremmeste fortolkere var kunstnere som Svend Wiig Hansen og Mogens Andersen, der i et råt, upoleret og ekspressivt formsprog talte ud fra den kollektive angst i krigens kølvand.