PAUL McCARTHY: Head Shop / Shop Head

10.02 - 06.05.2007

Introduktion til udstillingen

Forårets store oplevelse på ARoS er lagt i hænderne på den amerikanske multikunstner Paul McCarthy (f. 1945). I en meget omfattende installation, iscenesat af kunstneren selv, præsenteres en lang række hovedværker fra hans 40 år lange kunstneriske produktion. Udstillingen Paul McCarthy: Head Shop / Shop Head giver således en enestående chance for at få indblik i hans arbejde fra midten af 1960’erne til i dag. Udstillingen vil både være at finde både i museets store særudstillingsgalleri, i foyeren, i Vestgalleriet samt i halvdelen af galleriet for nutidskunst.

I sine værker dykker McCarthy dybt ned i de mørkeste sider af den vestlige kultur, ikke mindst i den populærkultur som har sit centrum i hans hjemby Los Angeles. Flere af hans motiver og temaer er hentet fra Hollywood og Disneylands drømmefabrikker – fx er den bizarre, foruroligende og makabre mega-installation Caribbean Pirates, inspireret af Disneylands folkekære installation af samme navn. McCarthys kunst udfordrer konsekvent konventioner og autoriteter. Han parodierer mandlig/politisk magt og de institutioner, der former os som mennesker. Men hans værker er også psykologisk dybe og handler om universelle spørgsmål som frygt og begær. McCarthy konfronterer os med alt det, som er tabu i vores velopdragne, vestlige kultur. Det kan være skræmmende og modbydeligt, men er også fyldt med sort humor.

Udstillingen Paul McCarthy: Head Shop / Shop Head er velegnet til brug i en undervisningssammenhæng for de ældste klasser i folkeskolen samt de gymnasiale uddannelser. Den provokerende udstilling kan danne udgangspunkt for livlige diskussioner og/eller arbejdsforløb om centrale emner som sex og vold (bl.a. som underholdning i visuelle medier), underholdningsbranchens påvirkning af det moderne menneske, og selvfølgelig en diskussion af hvor grænserne for kunsten går – kan McCarthy overhovedet tillade sig det, han gør med sin kunst?

Også mellem-klassetrin kan få stort udbytte af udstillingen. Dette kræver, at underviseren inden besøget forbereder eleverne grundigt på de provokerende og til tider meget voldsomme scener. Gode råd om at se Paul McCarthy: Head Shop / Shop Head med børn kan findes her. 

God fornøjelse!

Til læreren

Hensigten med undervisningsmaterialet er at vejlede i brugen af McCarthys kunst i undervisningssammenhæng. På udstillingen præsenteres eleverne for en lang række emner som populærkultur, vold og sex på udfordrende og provokerende måde. Det kan være emner, der kan være svære at håndtere, men ved at behandle disse tematikker nærmere, åbner man op for nye perspektiver og udvider opfattelsen af, hvad kunst er og kan.

I følgende undervisningsmateriale introducerer vi først kunstneren Paul McCarthy i en tekst rettet mod eleverne. Undervisningsmaterialet indeholder en præsentation af udvalgte værker fra udstillingen. Til hvert værk er der udarbejdet spørgsmål, som eleverne kan arbejde med. De emner, der behandles i undervisningsmaterialet er oplagte at inddrage i dansk, samfundsfags- og billedkunst undervisningen, samt film og tv.

Intro til eleven:

Generelt om McCarthy:

Paul McCarthy er født i 1945 i Salt Lake City i den amerikanske stat Utah. Han bor og arbejder i dag i Altadena i Californien, hvor han har flere studier/ateliers. Han indledte sin kunstneriske karriere på University of Utah i 1969 – 24 år gammel. Kunststudierne fortsatte han på San Francisco Art Institute. Fra 1972 læste han endvidere film og video på University of Southern California. Han har altså en sammensat uddannelse indenfor kunst og moderne medier.

Ser man på hele Paul McCarthys produktion af kunst, ser vi en stor kunstnerisk bredde inden for alle medier. Han er i dag en af de helt store kunstnere i USA. Han er især kendt for sine chokerende, seksuelt ladede værker, der på forskellige måder undersøger de dunkleste sider af den vestlige verdens kultur. Kunstens udgangspunkt er samtiden og samtidsmennesket. Gennem sin provokerende og grænseoverskridende kunst vil McCarthy altså få beskueren til at se med nye øjne på den verden, vi lever i. Hvis man antyder overfor McCarthy, at hans kunst er uhyggelig, frastødende, ulækker og overskrider vores grænser, vil hans svar til dig være, at du jo nok lige skulle tage og kigge ud på virkeligheden. Med det mener han, at kunsten ikke skaber voldelig adfærd, men snarere forholder sig til eksisterende problemer. Elementer i vores kultur som vi underholder os med gennem film, computerspil osv., men som er makaber og ødelæggende.

McCarthys værker 1966 – 2006

Selvom det ud fra denne udstilling kan være svært at forstå, startede McCarthy faktisk som minimalistisk kunstner, dvs. med fokus på geometriske former, der ofte også gentages i serier. Men minimalismens forsøg på at skabe en indholdstom kunst, uden et synligt fingeraftryk fra kunstneren, passede ikke McCarthy: Værkerne skulle have et sanseligt og kropsligt indhold. Ketchup Sandwich (skabt i flere variationer i årene 1971-2007) er en stram kubeform, sådan som minimalismens kunstnere generelt foretrak det. Men McCarthys kube er bygget op af tynde glasplader med ketchup mellem lagene. Presset fra glaspladerne lader ketchuppen flyde ud over gulvet, og den røde dam på gulvet gør blodsymbolikken fremtrædende: den ’meningstomme’ kube er blevet en ’blødende’ kube, med klare referencer til kropslig sårbarhed. På den måde erklærer McCarthy minimalismens geometriske form for død, og præsenterer samtidig sit gennemgående fokus på menneske kroppen.

Måden hvorpå McCarthy arbejder med maleriet understreger også hans kropslige interaktion med værkerne: Hans malerier udtrykker voldsom fysisk aktivitet, han drypper, sprøjter og smører maling ud på lærredet eller vælter sig rundt med kroppen indsmurt i maling.

I starten af sin karriere fra 1970erne begyndte McCarthy at arbejde med performancekunst. En form, der bygger på virkemidlerne fra både billedkunsten og teatrets verden – med kunstneren som det vigtigste medium. McCarthy gennemførte utallige performances i perioden 1970-83, enten uden publikum eller med et meget lille publikum. Mange af disse performances blev filmet, og regnes i dag for hovedværker inden for genren. Kunstnerens egen krop er i centrum, og den fysiske udfoldelse ved det at skabe kunst er i fokus. At udsætte sig selv for situationer, hvor man rent fysisk er i stor risiko for at miste kontrollen, løber som en rød tråd gennem McCarthys produktion. Tabet af kontrol er da også markant i disse tidlige film, hvor han ofte fremstår som hysterisk, komisk eller patetisk, men også farlig i rollen som fordrukken og voldelig mand. 

Efter at McCarthy i 1983 stopper med at lave performances, skaber han en lang række skulpturer, der for alvor slår hans navn fast på den internationale kunstscene. De første skulpturer han laver, er mekaniske figurer, styret af en simpel teknik. Værket Bavarian Kick fra 1987 er et godt eksempel på, hvordan fokus flyttes fra kunstnerens egen krop til de mekaniske dukker: To simple metalfigurer, med hver deres store ølglas, i et uskyldigt tyrolerkostume skåler med hinanden. Værkets enkle mekanisme begrænser figurernes bevægelser, hvilket kan sidestilles med den måde, hvorpå McCarthy nærmest manisk gentager bestemte bevægelser og fraser i sine performances.

I løbet af de sidste årtier har McCarthy primært arbejdet med skulpturer og videoinstallationer. Hans interesse for populærkulturen er i de seneste par år blevet større, og McCarthys rødder i Los Angeles og Hollywood har stor indflydelse på hans kunst. Han fremviser i disse værker vrangsiden af den ellers så kulørte underholdningsindustri, og benytter sig i høj grad af genkendelige symboler og figurer i sin kunst. De kendte figurer ses i fordrejede og provokerende fortolkninger – som når man ser Michael Jackson i enten blå, hvid eller sort glasfiber med tegneserieagtige fødder, kæmpe hoved og relativt lille krop!

Temaer hos McCarthy

Den ovenstående beskrivelse af McCarthys kunstneriske udvikling som et lineært forløb forstået på den måde, at han starter med de minimalistiske værker og foreløbig er endt ved de store videoinstallationer, er ikke udtømmende. I hans værkproduktion er der mange parallelle forløb og referencer på kryds og tværs. Mange motiver og temaer helt tilbage fra 1960’erne tages løbende op. Temaer der alle relaterer sig til det moderne menneske og det vestlige samfund. Gentagelsen og genbruget af allerede eksisterende materiale og ideer ofte fastholdt i tusindvis af tegninger afspejler en meget åben holdning til kunsten, hos McCarthy. De befinder sig så at sige i en evig forandringsproces.

Vestgalleriet

The Trunks, Propo and Human Object

Mellem 1970 og 1984 arbejdede McCarthy fortrinsvist med performance art. Det vil sige, han udførte kunstneriske aktiviteter direkte foran et publikum. En performance er et moderne ord for happening, dvs. at kunsten fremføres af en eller flere personer. Derfor er tid, rum, performerens krop og relation mellem kunstner og publikum de vigtigste elementer.

I 1983 stopper McCarthy med at lave performances direkte foran et publikum. Selvom at nogle af hans tidligere performances havde et meget lille publikum, og at han fortsatte med at producere filmede optrin, der på mange måder minder om performances, synes dette at have været en afgørende beslutning for McCarthy. Han pakker alle de rekvisitter, han har brugt i sine performances fra 1973 til 1983 i seks kufferter og lukker dem. Ifølge McCarthy blev perioden sat ’in storage’ – på lager. Kufferterne bliver en skulptur, The Trunks (1972-84), der bliver vist på flere udstillinger – altid lukkede.

The Trunks er et godt eksempel på McCarthys arbejdsmetode, hvor værket er i konstant udvikling og forandring. I 1991 fortsætter han nemlig arbejdet med de seks kufferter, idet han åbner dem og tager alle genstande op, som han brugte til sine performances i 1970’erne. Derefter fotografer han dem én for én, så det i alt bliver til ca. 150 store fotografier af gummimasker, ketchupflasker, maltrakterede dukker, nedslidte køkkenredskaber, knive, legetøj osv. Fotografierne, Propo (1992-93) bliver så præsenteret sammen med The Trunks. På toppen af kufferterne placerer han en skulptur, Human Object (1982), hans første forsøg på at erstatte sig selv som performances-aktør med en skulpturel form.

Arbejdsopgaver:

- Diskuter forskellene mellem at lave en performance foran et publikum, og at filme sine kunstneriske aktiviteter og derefter vise filmen for publikum.

- Hvad betyder publikums tilstedeværelse?

- Hvilken funktion har masken?

- Alle de forskellige rekvisitter, der er pakket ned i kufferterne, rummer hver deres historie. Se på de forskellige billeder på væggen og giv et bud på, i hvilken sammenhæng det enkelte objekt har været brugt i en performance

– forsøg evt. selv at lave en performance, der benytter det valgte objekt.

Apple Heads

De to kæmpe skulpturer ligner ved første øjekast forvoksede legetøjsfigurer, uskyldige og søde. Udseendemæssigt minder skulpturerne om de naive og simple figurer man møder i forlystelsesparker som f.eks. Disneyland. Farverne er klare og unaturlige, og fremstillingen af mad er tydelig kunstig og tegnefilmspræget. Man skal dog ikke betragte de to figurer længe før det går op for én at dette ikke er forvokset legetøj. De to figurer har kæmpemæssige kønsorganer. McCarthy har altså tilført figurerne køn. Dette bryder kraftigt med tegnefilms stilen. Ser vi på Disneys figurer og tegnefilms figurer i almindelighed, vil vi opdage at ingen af dem har genitalier. Hele Disneys univers er på overfladen renset for seksualitet. McCarthy bruger altså tegnefilmens formsprog til at skabe en anti-tegnefilms figur. Han skaber så at sige en tegnefilmsfigur med seksualitet, og det er ikke gjort diskret. Figurernes seksualitet svulmer op for øjnene af os, og skriger på at vi bemærker den. Således gør han op med Disneys rensede og uskyldige univers. 

Han kritiserer indirekte Disney for at skabe en uvirkelig fremstilling af verden, og ved at gøre det i tegnefilms stil skærer det mere i øjnene på beskueren. I dette værk gør han netop opmærksom på forskellen mellem det sukkersøde syn på verden som Disney fremstiller og den ægte virkelighed via overdrivelsen. McCarthy giver så at sige Disney og tegnefilmens universers en seksualitet.

Skulpturen er samtidig en parafrase (det vil sige en nyfortolkning af et allerede eksisterende motiv) over et meget brugt motiv med to meget kendte personer. McCarthys fremstilling er meget anderledes end dem man normalt ser, men den vigtigste ting er med, nemlig æblet! De to figurer forestiller Adam og Eva. Set i forhold til dette er æblet pludselig meget relevant. Eva blev jo, ifølge bibelen, fristet til at spise æblet, da hun gjorde det skete syndefaldet og Adam og Eva blev opmærksomme på deres køn. Kønnet er netop det der er fremhævet her.

Arbejdsopgaver:

- Hvad betyder det, at en kropsdel bliver forstørret?

- Lav selv en tegning, hvor enkelte kropsdele er forstørret. Tegn f.eks. en professor, en countrysanger, eller en pralhals.

- Tegn selv personer, hvor hovedet er udskriftet med en genstand f.eks. en fodboldspiller eller en millionær.

- Hvorfor tror i at genitalerne har en anden farve og mat overflade?

- Hvorfor tror i at deres hoveder er erstattet af kæmpe æbler?

- Diskuter Disneys univers og de figurer der er at finde i det. Hvad betyder f.eks. æblet for Snehvide, og hvad betyder det for Adam og Eva?

Samtidskunst:

Michael Jackson skulpturen er et godt eksempel på McCarthys evner som skulptør. Den 2½ meter høje skulptur fremstår som et grotesk monument over celebrity pop ikonet Michael Jackson. Idéen om en skulptur af Michael Jackson stammer oprindelig fra kunstneren Jeff Koons. Han lavede, i 1988 en porcelænsskulptur af Michael Jackson og kælechimpansen Bubbles. McCarthy parodierer Jeff Koons' værk. McCarthys skulptur er ikke af det fornemme materiale porcelæn, men i stedet af glasfiber. Et langt billigere materiale med en lavere status. Materialets overflade er skinnende højglanspolerede og reflekterer lyset. Det giver mindelser om popkunsten, der havde en forkærlighed for blankt plast og ikke mindst for populærkulturen. Det legendariske pop ikon Michael Jackson er udstyret med alt for stort hoved og fødder, derimod er kroppen alt for lille. Disse uvirkelige træk får ham til at ligne en tegnefilmfigur, og gør skulpturen stærkt ironisk.

Skulpturen er fremstillet i både sort og hvid. Formen på de to skulpturer er fuldstændig ens, den eneste forskel er farven. Farven betyder meget for udseendet. Farve snyder øjet til at tro vi ser, noget andet, end vi gør. Man kan derfor let tro at der er forskel på skulpturerne, hvilket jo ikke er tilfældet. Vi aflæser verden efter farve, og giver derfor farve en symbolsk betydning. Symbolværdien i sort og hvid er meget kraftig. De to farver er hinandens diametrale modsætninger. I den vestlige verden betyder hvid traditionelt set uskyld/renhed, og sort betyder ondskab eller uhygge. Lyset reflekteret også forskelligt på den hvide og sorte skulptur. Den hvide giver mindelser om marmor og de klassiske skulpturer fra antikkens Grækenland, hvorimod den skinnende sorte overflade minder om lak eller noget fra sexindustriens S/M legetøj.

Set i forhold til mennesker, er der desværre mange eksempler på at hudfarve også betyder noget når vi afkoder hinanden. McCarthys beslutning om at fremstille Michael Jackson i både sort og hvid er næppe en tilfældighed. Michael Jackson er kendt for at skifte hudfarve fra sort til hvid, og har netop sunget om betydningen af at være sort eller hvid. En linje fra den berømte sang lyder: ”it doesn’t matter if your black ore white”.

Arbejdsspørgsmål:

- Betyder det noget for jer, om man er sort eller hvid?

- Hvad tror I, McCarthy syntes om Michael Jackson?

- Hvis I skulle have lavet en skulptur af jer selv, hvilket materiale ville I benytte? Størrelse? Farve?

- Prøv at sammenligne McCarthys skulptur med Jeff Koons' porcelænsfigur.

- Hvad betyder f.eks. materiale valg, størrelsen, farve osv.?

Særudstilling:

Bossy Burger (1991) er et af Paul McCarthys bedst kendte værker og anses for en milepæl inden for 1990’ernes installationskunst. Værket består af en gammel kulisse fra den amerikanske tv serie Family Affair. En tv-serie der fremstillede en meget idyllisk verden. Kulissen forestiller det hjem, hvor tv serien blev optaget. Men som beskuer ser vi kulissen udefra og bliver derfor gjort opmærksom på, at det er en kulisse og ikke virkelighed. Forholdet mellem fiktion og virkelighed tematiseres. Værket er McCarthys første, hvor han bruger en gammel Hollywood scenografi. Intet er skjult for betragteren, selv lyssætningen er synlig. McCarthy kritiserer Hollywood for at skabe en falsk virkelighed og gennem værket gør han opmærksom på dette. Idyllen krakelerer og den grimme virkelighed skærer i øjnene.

I videoen der vises som en del af værket, kan man se McCarthy iført kokkeuniform, klovnesko og Alfred E. Neuman maske( tegneseriefiguren fra MAD). Han står ved noget der ligner et køkkenbord med typiske amerikanske madvarer og minder om en typisk tv-kok, men masken, skoene og ikke mindst hans meget barnlige opførsel afslører, at han ikke er. Situationen løber hurtigt løbsk. Han taber madvarerne, sviner det hele til og vælter rundt. Han mister kontrollen og alt hvad god opførsel har lært os, glemmes. McCarthy bliver en pinlig udgave af de ellers så beherskede og velopdragende tv værter. Som næsten alle McCarthys figurer lader han til at være fanget i scenografien – selvom han ikke selv er bevidst om denne knibe.

Værket rummer en kritik af både fast food-kulturen og TV’s rolle som børneopdrager i den vestlige verden. Derudover prikker han til vores ”gode opdragelse”. Som børn lærer vi jo netop at man ikke må svine med maden, og at McCarthy gør det, provokerer os. Vi har klare regler for hvordan man må opfører sig og McCarthy bryder dem. Det at miste kontrollen er i centrum.

Hver gang værket udstilles, gentager McCarthy sin performance. Men der er ingen der må se på, og det sker for lukkede døre. Når værket udstilles afslører de friske medvarer på bordet at en performance har fundet sted. Vi ser altså efterladenskaber fra en performance, og ikke selve performancen.

Arbejdsspørgsmål:

- Hvad er det ’rigtige’ værk? Den oprindelige performance, der er dokumenteret på video, den performance McCarthy opfører for lukkede døre eller den håndgribelige scenografi, der står tilbage med sporene fra både den første men også de efterfølgende performances?

- Hvad betyder det for værket at det aldrig bliver ’færdigt’?

- Hvad tænkte I da I så det svineri som McCarthy havde lavet?

- Forestil jer at det var jeres hjem der så sådan ud. Hvordan ville I have det med at det blev udstillet?

- Hvis det var jer der mistede kontrollen hvem ville I så være mest bange for så jer? forældrer, venner, familie, chefen? og hvorfor?

Som mange andre kunstnere fra Los Angeles har Paul McCarthy i perioder arbejdet i Hollywoods drømmefabrikker. Han anvender ofte de samme teknikker og special-effekts som filmindustrien gør brug af. I The Garden (1992) benytter han direkte elementer lånt fra Hollywood, idet installationen bl.a. indeholder dele af scenografien fra westernsoapen Bonanza med brødrene Cartwright, der i 14 år fra 1959-1973 hver søndag aften blev vist på amerikansk tv.

I McCarthys installation bliver det idylliske, skovbryn voldtaget af to mekaniske mandsfigurer – en stående ”far”, der går løs på et træ, mens en liggende ”søn” boller et hul i jorden. De to figurer er dybt optagede af deres forehavende, og ænser ikke beskueren, der bevæger sig rundt om ’skoven, stiller sig på tæer eller drejer hovedet for at se nærmere på det underlige foretagende. De to mænd orienterer sig ikke mod omgivelserne. Man kan trække paralleller til den vestlige verden. Her koncentrerer vi os om vores eget. Vi ser f.eks. vestligt tv, og ikke "de andres".

Beskueren bliver på den måde til en voyeur – en ’kigger’. Vi drages ind i værket, og perversiteten blottes. Vores forestilling om den smukke natur ødelægges af mennesket. Figurerne står midt i naturen som to blottere og spolerer oplevelsen af den skønne natur. Det intime rives ud i det offentlige rum og vi tvinges til at forholde os til noget, vi måske ikke har lyst til.

Natur elskere får i dette værk skyld for ikke kun at ”hoppe på alt hvad der rører sig”, men også for at hoppe på alt det der ”ikke rører sig”. Mennesket udnytter naturen.

Værket har flere lag. Scenografien er for så vidt det samme som det i tv, men træerne er falske, græsset er falsk. Det er lidt dårligere og lidt grimt, og ikke så Hollywood-sofistikeret, at man tror det er et virkeligt landskab. Det er ikke mænd, det er ikke træer, men repræsentationer af mænd og træer.

Naturen fremstår traditionelt som noget uspoleret og rent, men den natur vi møder i The Garden er en falsk og imiteret. Det vi tror er ægte, viser sig at være falsk. I et kunsthistorisk perspektiv er naturen ofte udtryk for noget ophøjet, der er større end mennesket. Det er i naturen, man finder den sande skønhed. McCarthy bryder med reglerne for, hvordan naturen traditionelt fremstilles. Den skønne, idealistiske og ofte guddommelige natur, som f.eks. guldalder malerne dyrkede, er pist væk. Naturen i McCarthys værk er falsk, lavet af plastik og uden snerten af guddommelighed.

Arbejdsspørgsmål:

- Hvad betyder det, at scenografien til The Garden er hentet fra en amerikansk western-soap?

- Undersøg, hvad western-genren betyder i den amerikanske kultur, og hvilket syn på USA der traditionelt kendetegner genren?

- På hvilken måde spiller McCarthys fremstilling af et stykke ’western-natur’ op mod dette?

- De to personer i The Garden voldtager i ordets bogstaveligste betydning naturen. Diskuter, hvilke betydninger, der kan ligge i dette?

- Hvordan har I det med at se naturen fremstillet sådan?

- Hvis I gik tur i skoven og så de to mænd, hvordan ville I så have det?

Caribbean Pirates

Gennem sin kunst stiller McCarthy skarpt på den vestlige verdens værdier og populær kultur. Formsproget bliver til tider ekstremt barsk, og hans kunst er bestemt ikke for sarte sjæle. Mange opfatter kunsten som grænseoverskridende, fordi han viser grimheden og det bizarre. I værkerne ser vi et væld af blottede kønsdele, blod og vold. Men samtidig gennemsyres det hele af en stor portion af sort og grotesk humor, der ligger som en rød tråd i hans kunstneriske virke.

Projektet Caribbean Pirates (2001-2005), som Paul McCarthy udførte sammen med sin søn Damon McCarthy, er inspireret af en af Disneylands mest populære attraktioner – Pirates of the Caribbean. Men det er ikke en forlystelsespark man besøger. Værket handler om brutalitet, seksuelle udskejelser og fordærv. McCarthy har på vanlig vis vendt det hele på hovedet og sat alt på spidsen. Det er ekstremt og chokerende, kan også være direkte modbydeligt, men også opfattes som vildt løssluppen og rå humor. Piratprojektet består af tre meget store installationer, et utal af tegninger og skulpturer, tusindvis af fotografier og mange timers videofilm. Til projektet hører blandt andet installationerne The Houseboat og The Frigate som indeholder videoværkerne Houseboat Party og Pirate Party (2005). Det meste af Pirate Party videoen, der tog over en måned at indspille i McCarthys atelier (studio) i Los Angeles, og krævede otte kameraer, er improviseret. Paul McCarthy spiller selv rollen som førstestyrmand og de øvrige skuespillere udvikler deres roller under indspilningen.

I Caribbean Pirates, som i andre af McCarthys værker, ligger en mere eller mindre direkte politisk kritik af det vestlige samfund: Pirater, soldater og andre ’mandfolk’ som voldtager, torturerer og plyndrer som de har lyst til, ude af syne og på fjerne steder, er fx et tilbagevendende tema hos McCarthy. Parallellen til nutidens imperialistiske invasioner og globale kapitalisme er slående. I et interview i Politiken (4.februar 2007) i forbindelse med udstillingen på ARoS siger McCarthy: ”Nogle af mine kunstneriske handlinger kan på sin vis opfattes som voldsomme og voldelige. På den anden side handler de om vold. Jeg skaber en repræsentation af volden for at få en debat om den. Der ligger en dobbelthed i det.” Den provokation og grusomhed, vi kan finde i McCarthys værker, er altså hans måde at sætte fokus på og være kritisk overfor volden og grusomheden i det samfund, der omgiver os.

McCarthy prøver konstant grænser af i sin kunst. Han udfordrer rammerne for normalbegrebet, for hvor meget en kunstner kan tillade sig, men også grænserne for hvad publikum kan holde ud at blive konfronteret med. I hans udlægning er kunst ikke noget, der blot hænger upåagtet på væggen, men noget vi er nødt til at opleve på vores egen krop, og noget vi er nødt til at forholde os til. Man kan fx ikke undgå at blive fysisk berørt af størrelsen på det store piratskib, der tårner sig op foran én og af de voldsomme scener, der udspiller sig på videoskærmene. Man vil uvægerligt reagere kropsligt på kunstens meget direkte henvendelse.

Netop fordi McCarthys værker tvinger os til at beskæftige os med emner, vi synes er ubehagelige, kan de virke både skræmmende og modbydelige. Det er denne fascination og optagethed af de ting, vi prøver at skjule eller glemme, der gør hans kunst interessant. Det forbudte og fortrængte, der ellers gemmes væk bag den rationelle facade, bliver blottet for offentligheden. Mange vil mene, at McCarthys kunst går for langt, men det er hele pointen! Han vil bevæge sig der ud, hvor det bliver ubehageligt for os at se på, og dermed rykke ved vores grænser. Det er de menneskelige drifter, han beskæftiger sig med. De ting, der får os til at handle, specielt de ting, der får os til at handle irrationelt, er et tilbagevendende tema for McCarthy.

Vi bliver i McCarthys værker konfronteret med alt det, som er tabu i vores velopdragne vestlige kultur, idet han på forskellig vis fokuserer og udfordrer sociale og kulturelle normer.

Følelserne blottes, frygten skærer i øjnene og begæret får frit løb, når McCarthy folder sig ud.

I McCarthys iscenesættelse får velkendte kulisser, lånt fra Hollywoods drømmefabrik, og familiære figurer og personer pludselig en helt anden betydning. De genkendelige symboler forvrænges og karikeres, så det ligner et uhyggeligt mareridt: børnevenlige figurer udstyres med seksuelle symboler og fratages deres uskyldighed. Den idylliske kulisseverden krakelerer og dæmonerne træder ud i lyset. Scenerierne giver mindelser om en slags Disneyland efter mørkets frembrud. Et slags mareridt hvor alt kan ske. Det hele gennemsyres af en stor portion af den mest groteske humor. Humoren afvæbner de voldsomme og groteske scener, fordi den gør sceneriet useriøst. Vi griner som en fysisk reaktion. Humoren bliver en forsvarsmekaniske, der gør, at vi bedre kan tåle de voldsomme billeder. Men når vi griner, tager vi mere aktivt del i kunsten. Vi er ikke længere den tavse og passive beskuer

Arbejdsspørgsmål:

- Kan man tillade sig at grine når andre mennesker mister kontrollen?

- Kan vold være kunst?

- Kan vold være sjov?

- Nogle ting kan være SÅ forfærdelige at vi ufrivilligt begynder at grine, hvordan kan det være?

- Hvordan havde I det da I stod ved siden af det store piratskib?  

Aros Allé 2 | 8000 Århus C. | T 8730 6600 | F 8730 6601 | info@aros.dk

Sitemap     English