De 9 rum
De 9 rum er et gallery in progress, reserveret til international lys-, video- og installationskunst. Hensigten er at indrette ét-to nye rum med kunstværker hvert år.
Antallet af rum refererer til Dantes guddommelige komedie, hvori indgår en rejse gennem de ni kredse i dødsriget: Fra Helvede går opstigningen over Skærskildsbjerget til det guddommelige lys i Himmerige. En lignende opstigning kan publikum opleve fra mørket i De 9 rum til det klare dagslys på ARoS' tagterasse.
Bill Viola Five Angels for the Millennium, 2001
En af de mest betydningsfulde ’landemærker’ i museets samling er skabt af den amerikanske kunstner Bill Viola (f. 1951). Five Angels for the Millennium er den foreløbige kulmination på en række af kunstnerens værker, der tematiserer den menneskelige figur i vand. Five Angels for the Millennium er en monumental videoinstallation, der med sine fem projektioner skaber et kontemplativt rum, hvor lyd og billede omslutter betragteren. Værket er en sublim og sanselig visualisering af begreber som fødsel, død, og genfødsel. Med sine gådefulde og intense billeder af den mystiske engel knyttes den fysiske verden sammen med et spirituelt og metafysisk nærvær.
James Turrell Milkrun III, 2002
En af de markante kunstnere, der siden 1960’erne har arbejdet med et rumligt, åbent udtryk, er den amerikanske lyskunstner James Turrell (f. 1943). Lysværket Milkrun III udgøres af et kunstigt lys. For enden af en korridor møder betragteren et rødt ulmende lysfelt. Den røde farve brydes af et blåt og gult lys, der skærer sig som sprækker ind i fladen og dermed skaber en tredimensionalitet i det opale, diffuse lys. Det lysende farvefelt skaber ikke en spektakulær effekt, snarere en eftertænksom og nedtonet dramatik. Mødet med værket er en renselsesproces, hvor man ikke tænker i billeder eller ord, men blot sanser.
Tony Oursler Unk, 2004
En solid glastank på 2 x 2 x 2 meter fyldt med vand danner ramme om et stort hoved, udført i glasfiber, hvorpå et ansigt projiceres. Det mørke rum, der omgiver tanken, skaber en grundlæggende foruroligende stemning. Værket er således en videreudvikling af Tony Ourslers (f. 1957) tidligere produktioner, hvor han vækker dukker til live med det levende billede. Hans værk balancerer mellem det dæmoniske og det uskyldige og rummer et overrumplende element, hvor betragteren udfordres af værkets uventede og chokerende effekter. Tony Oursler trækker ofte på litterære kilder og danner afbrudte fortælleforløb, der bl.a. tematiserer det velkendte – dukken, den menneskelige figur – som udfordres af det uhyggelige og uventede.
Pipilotti Rist Daggrys-timer i naboens hus, 2005
Daggrystimer i naboens hus er en videoinstallation, der iscenesætter et af dagliglivets banale, men magiske begivenheder: daggryet. Pipilotti Rist har etableret en opholdsstue (naboens) med møbler, tapet, reoler og et vindue med potteplanter. Døgnets 24 timer reduceres til 8 minutter hvor dagligstuen oplyses fra altanen. Om aftenen tændes fjernsynet med videobilleder optaget af Pipilotti Rist selv. Videobilleder, lyd og lys skaber dermed forskellige atmosfærer, hvor menneskets bevidsthed balancerer på kanten mellem en drømme- og vågen tilstand. Pipilotti Rist kombinerer objekter med det levende billede, og skaber et poetisk, fantasifuldt og intimt rum, der tager udgangspunkt i et privat, hjemligt univers. Men der en tvist. Der er noget utrygt og ukendt over naboens stue, en distance, der understreges af, at kunstneren har skabt en hjemlighed i et så unaturligt og fremmedartet rum som kunstmuseets. Og selvom det kunstige lys opleves som værende ægte og lyset for så vidt skaber en troværdig stemning af daggry forbliver rummet fremmed og trygheden falsk.
OLAF BREUNING First, 2003
ARoS har erhvervet et nyt værk til De 9 Rum: Videoinstallationen First af den schweiziske kunstner Olaf Breuning (f. 1970). I det første møde med værket ser man en video, projiceret på et hvidt klæde. Klædet viser sig dog at være bagsiden af en børnestor E.T. figur, det lille sympatiske rumvæsen fra Steven Spielbergs film fra 1982. Videoens hovedperson og fortæller er figuren Brian Kersetter, en ung mand der i løbet af den 7 minutter lange video tager os med til forskellige geografiske steder med vidt forskellige historier – fra Venetian Hotel i Las Vegas over Det Vilde Vesten til Amish Pennsylvania i USA. Videoen trækker i høj grad på referencer fra den kommercielle filmindustri, bl.a. film og reklame. Kedsomhed I videoen får man gentagne gange at vide, hvor meget fortælleren keder sig, og at denne kedsommelighed virker motiverende for de efterfølgende handlinger. ”We were so bored, but then we….”. De unges handlinger er drevet af deres kedsomhed og den uendelige søgen efter mening og tilhørsforhold i en verden af utallige muligheder. Her trækker Breuning på referencer til populærkulturelle bøger og film, som f.eks. Anthony Burgess’ bog A Clockwork Orange og Bret Easton Ellis’ American Psycho. Iklædt jakkesæt befinder hovedpersonen sig i en lejlighed eller et hotelværelse, højtbeliggende, med udsigt over byen – et miljø der unægtelig minder om Manhatten-yuppien Batemanns tilværelse i American Psycho, hvor hverdagens perfekte arbejde, krop og lejlighed, kontrasteres af hans trang til at myrde mænd og kvinder. Referencerne til A Clockwork Orange understreges ligeledes i videoen, da hovedpersonen mødes med sine venner i parkeringskælderen, et decideret tæskehold, armeret med golfkøller, der jagter en ung Amish-dreng. De unges kedsomhed driver volden, tilværelsens tomhed avler absurditeten, og de finder mening i det meningsløse, hvilket understreges med fortællerens erindring om jagten på den unge amish-dreng: ”We were so happy that day”.
Olafur Eliasson: Omgivelser, 2007
Omgivelser fremstår ved første øjekast som et tomt, hvidt rum, der, når man passerer dørtrinnet til rummet, vender op og ned på vores forventninger om mørke i de lange korridorer. Dét der ved første øjekast synes at være en typisk white cube viser sig dog i bogstavelig forstand at bevæge sig ud over og bag om det modernistiske hvidhedsideal. Eliasson har bygget et ekstra sæt vægge op i galleriet, placeret 60-100cm fra de bærende vægge, hvorved det hvide rum formindskes. Kighuller og døråbninger leder opmærksomheden væk fra det tomme rum, ud mod andre værkoplevelser, placeret i de nyopståede mellemrum. Spejle installeret i gulv, loft samt sider multiplicerer på kalejdoskopisk vis beskueren og dennes bevægelser i de uendelige rum. Uendeligheden er ikke en entydig størrelse; de fire mellemrum har hver sit særkende, som præger beskuerens oplevelse af det, der fremtræder, dels som uendelige kig ind i arkitekturen, dels som en uendelig mængde perspektiver på beskueren selv. Eliasson sætter her forholdet mellem beskuer, rum og værk på spidsen, idet han lader de rumlige situationer afhænge af beskuerens (fysiske) engagement.
Værket er med dets desorienterende og rumligt udfordrende dynamik et yderst væsentligt supplement til de øvrige værker i De 9 Rum, ligesom Omgivelser vil føje en ny rumlig dimension til ARoS’ andet Eliasson-lysværk, Tell me about a miracoulous invention fra 1997.
Mariko Mori: TomNa H-Iu, 2006
I forbindelse med åbningen af udstillingen Mariko Mori – Oneness åbner ARoS Ny Carlsbergfondets seneste generøse donation til museets særlige udstillingsrum De 9 Rum, nemlig Moris seneste hovedværk, Tom Na
H-Iu. Et værk, der forener spiritualitet med cyber-teknologi på fornem og vedkommende vis.
Tom Na H-Iu var de gamle kelteres navn for det sted, hvor menneskets sjæle tog ophold, inden de blev genfødt. For kelterne tog Tom Na H-Iu form som en høj stele, som var noget af det allerhelligste, og som kelterne valfartede til som kultsted.
Mariko Mori har genskabt denne stele i matteret glas. Ved hjælp af computerteknologi bliver værket et konkret mødested for liv og død, jord og himmel. Glasskulpturen indeholder en computerkontrolleret LED-lyskilde, og denne skifter farve, hver gang en stjerne dør, og når himmellegemerne ved navn neutrioer, der er elementærpartikler skabt af en fusion mellem sol og stjerne, bevæger sig i verdensrummet.
Via internettet er værket forbundet med en supercomputer på Super Kamiokande observatoriet, ICRR (Institute for Cosmic Ray Research) på Tokyo Universitet. Denne computer opsporer neutrinoerne, og disses bevægelser oversættes som skiftende farver. Når en stjerne dør sker en farveeksplosion i skulpturen. Værket interager således kontinuerligt med universet på den mest poetiske måde.
