ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Cool, Calm and Collected

Det hele begynder på plænen foran indgangen til ARoS. Et afskåret øre i voks bliver fundet. Øret er en tro kopi af det øre, som hovedpersonen i David Lynch-filmen Blue Velvet opdager i græsset. Øret markerer starten på en fortælling.

Fra lørdag den 25. november kan ARoS’ publikum opleve dansk samtidskunst i udstillingen Cool, Calm and Collected. De 80 værker, der udgør udstillingen, er skabt af 47 kunstnere eller kunstnergrupper, som er optaget af form og æstetik og af aktuelle problemstillinger i samfundet. Cool, Calm and Collected inkluderer blandt andet  en performanceinstallation af Christian Falsnaes, skulpturen He (gold) af Elmgreen & Dragset samt flagserien Native, Exotic, Normal / State of Emergency af Hesselholdt & Mejlvang.

- Udstillingen præsenterer de seneste års mest dominerende tendenser inden for dansk samtidskunst og giver et indblik i de emner og udtryksformer, der driver de danske kunstnere i dag. Det handler ikke kun om æstetik, men også om det indhold, der bobler lige under overfalden, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

OM UDSTILLINGEN

I sin helhed er udstillingen et udtryk for den formorienterede og æstetiserende tendens, som mange danske kunstnere har været optaget af de seneste 15 år. Samtidig viser udstillingen, hvor forskelligt kunstnerne arbejder i deres valg af materialer, medier og tematikker.

- Indholdsmæssigt omhandler værkerne vidt forskellige emner - fra det okkulte, posthumane, samfundsdebatterende og videnskabelige til det psykologiske med inspiration hentet fra andre dele af verden og fra tidligere kunstretninger som minimalisme, surrealisme og konceptkunst, siger museumsinspektør og kurator for udstillingen, Maria Kappel Blegvad, ARoS. 

PUBLIKATION

I det tilhørende magasin belyses og diskuteres dominerende tendenser i dansk samtidskunst af museumsdirektør Erlend G. Høyersten, kritiker og kurator Toke Lykkeberg, udstillingskurator Maria Kappel Blegvad, lektor i kunsthistorie, KUA, Malene Vest Hansen, kunstskribent Louise Steiwer og post.doc. AU, Peter Ole Pedersen. Deres tekster ledsages af interviews, hvor kunstnernes egne tanker og visioner beskrives. 

SÆRLIGT FORMIDLINGSTILTAG SPØRG KUNSTNERNE

Et af målene med udstillingen er at give kunstnerne en stærkere stemme. Samtidig ønsker museet at give publikum en aktiv og involverende rolle i undersøgelsen af, hvad samtidskunsten betyder for os og vores samtid. Som en del af udstillingen giver museet derfor publikum mulighed for at stille spørgsmål til kunstnerne på udstillingen. Hver uge udvælger museet ét eller flere af disse spørgsmål og opsøger kunstneren for at komme nærmere en forståelse af kunsten. Det resulterer i en række korte film med udvalgte kunstnere fra udstillingen. Filmene kan ses i udstillingen og på www.aros.dk/ccc. 

VIDEOVÆRKER OG PERFORMANCES

Til udstillingen hører også et filmprogram, som vises i auditoriet på niveau 3, med videoværker af Jesper Just, Søren Thilo Funder, Amalie Smith, Simon Dybbroe Møller og Nanna Debois Buhl. Herudover indeholder udstillingen et performanceprogram med performances af Sophie Dupont, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jeannette Ehlers samt performanceinstallationen Justified Beliefs af Christian Falsnaes, der gør udstillingens gæster til værkets egentlige hovedaktører.

KUNSTNERE I COOL, CALM AND COLLECTED

A Kassen / Alexander Tovborg / Amalie Smith / Christian Falsnaes / Danh Vo / Ebbe Stub Wittrup / Elmgreen & Dragset / FOS  / Hesselholdt & Mejlvang / Jeannette Ehlers / Jeppe Hein / Jakob Kolding / Jette Hye Jin Mortensen / Jens Haaning / Jesper Just / John Kørner / Kirstine Roepstorff / Lea Guldditte Hestelund / Lea Porsager / Lilibeth Cuenca Rasmussen / Maiken Bent / Marie Søndergaard Lolk / Mette Winckelmann / Mikkel Carl / Mille Kalsmose/ Morten Søndergaard / Nanna Abell / Nanna Debois Buhl / Nicolai Howalt / Nina Beier / Olafur Eliasson / Pernille Kapper Williams / Peter Land / Rikke Benborg / Ruth Campau / Sergej Jensen / Simon Dybbroe Møller / Sophia Kalkau / Sophie Dupont / Superflex / Søren Thilo Funder /  Tal R / Torben Ribe / Tove Storch / Trine Søndergaard / Troels Sandegård / Tue Greenfort

Udstillingen er kurateret af Maria Kappel Blegvad, museumsinspektør, ARoS

Download pressefotos (via Dropbox)

FOR YDERLIGERE INFORMATION: 

Presseansvarlig, Anne Riis
T: 8730 6621 | M: 2888 4464 | ari@aros.dk

Museumsinspektør, Maria Kappel Blegvad
M: 2888 4474  |  mkb@aros.dk

Pressefotos kan vederlagsfrit downloades via Download pressefotos (via Dropbox)

Udstillingen er blevet til med støtte fra:

Sparnord _cccSk _CCCBikuben _ccc

Stibo -fonden

Otikon -fonden

Politikenfonden

©ARoS 2017