ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Leonard Rickhard - Mellem Krig og Fred

Stille tomhed. Larmende virkelighed. Lyrisk melankoli. Kontraster mødes i værkerne af norske Leonard Rickhard, der er kendt som ”stilhedens maler”.  

Når ARoS åbner dørene for udstillingen MELLEM KRIG OG FRED af Leonard Rickhard (f.1945) er det første gang, at kunstneren udstiller sine værker i stor skala uden for sit hjemland. Med 65 malerier og omkring 200 tegninger er MELLEM KRIG OG FRED Leonard Rickhards største udstilling nogensinde.

”Leonard Rickhard forstår at fange stilheden og tomheden. Herunder lurer uroen og dramaet. Den kontrast gør hans værker interessante og relevante. Publikum drages af hans melankolske billedsprog og af hans specielle billedrum. Med udstillingen får ARoS’ gæster mulighed for at dvæle ved stilheden for en stund,” siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS

ORDEN OG KAOS

Leonard Rickhards fortrukne motiver er stille skovpartier, røde barakker, samlinger af udstoppede fugle og trætte modelbyggere. Til tider er hans malerier placeret i overdimensionerede rammer, hvor mennesket i maleriet kun er til stede i form af en anonym figur – en melankolske skikkelse der vedholdent forsøger at skabe orden i tingenes kaos.  Andre gange er mennesket helt bogstaveligt afbilledet splittet i flere dele. Det samme ses med objekter som traktorer og motorer, der skilles ad i alle dele og fremlægges i maleriet som en systematisk splittelse. På den måde skabes kontrasten mellem splittelse og symmetri/orden. 

”Leonard Rickhards kunst giver stof til eftertanke. Den er detaljeret, følsom og indholdsrig. Samtidig fortæller den alvorlige historier, som berører de fleste. Udstillingen viser en anderledes stemme i samtidskunsten – en stemme der formår at favne en kompleks virkelighed,” siger Erlend G. Høyersten.

UDSTILLINGENS OPBYGNING

Udstillingen starter med en væg bestående af cirka 200 mindre tegninger. Herefter præsenteres publikum for en film, der introducerer kunstneren. I resten af udstillingen ledes publikum gennem en række rum, der er bygget op ud fra Leonard Rickhards yndlingstemaer og motiver: modelbyggeren, samlinger af fugle, militærbarakker, snelandskaber og det betragtende menneske. 

OM LEONARD RICKHARD

Leonard Rickhards er født i 1945 i Tvedestrand, Norge. Gennem mere end 30 år har han markeret sig som én af Norges førende malere. Han indskriver sig i en malertradition, der behandler historiens store spørgsmål. Hans interesse for renæssancens og barokkens maleriske kompositioner er tydelig. I hans værker fra 70’erne og 80’erne mærker vi den kolde krigs frygt for undergang, hvor et arret landskab danner baggrundstæppe for et møde imellem idylliske bygninger og militære køretøjer eller installationer. I de senere værker er omdrejningspunktet ofte individets position i en opløst virkelighed. Maleriernes temaer har ifølge Leonard Rickhard selv dikteret hans valg af malestil. Han benytter aldrig det nonfigurative maleri, og hans maleriske proces har også klare referencer til den tradition, som opstod i kølvandet på den franske impressionisme.

Pressefotos (via Dropbox)

Udstillingens kurator: Erlend G. Høyersten, museumsdirektør, ARoS

Udstillingsansvarlig og kurator: Jakob Vengberg Sevel, museumsinspektør, ARoS

FOR YDERLIGERE INFORMATION

Anne Riis
Presseansvarlig
T: 87 30 66 21 /M: 28 88 44 64
E: ari@aros.dk

Pressefotos (via Dropbox)

Leonard, Rickhard: Scene after Sunset, 2008-09

Leonard, Rickhard: Scene after Sunset, 2008-09

LeonardRickhard_Ryggvendt figur i nattlig interiør II_2007-09

Leonard, Rickhard: Ryggvendt figur i nattlig interiør II. 2007-09

Udstillingen bliver til i samarbejde med:

Spons _leornarrickhard

©ARoS 2017