Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Forskningen på ARoS løftes med nyt projekt

Den store kunstfestival THE GARDEN bliver støttet med et treårigt forskningsprojekt. Den såkaldte postdoc er finansieret af Ny Carlsbergfondet.

ARoS får nu mulighed for at løfte museets forskningsaktivitet yderligere med et treårigt postdoc-forskningsprojekt, der kobler sig til den ambitiøse kunstfestival THE GARDEN. Kunstfestivalen finder sted i 2017 og kommer til at strække sig over en fire kilometer lang kunstzone – fra ARoS rundt i det århusianske byrum og langs Aarhus Bugten fra Tangkrogen til Ballehage. Ansættelsen af forskeren vil ske i løbet af foråret 2016. 

”Vi er meget glade for Ny Carlsbergfondets donation. Donationen har stor betydning for ARoS, fordi den vil tilføre et forskningsmæssigt aspekt og dermed være med til at løfte THE GARDEN-projektet og oplevelsen for vores gæster”, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.  

STYRKET SAMARBEJDE MELLEM UNIVERSITETER OG KUNSTMUSEER

Med finansieringen af den treårige ansættelse ønsker Ny Carlsbergfondet at styrke forbindelsen og videndelingen mellem det kunstvidenskabelige miljø på universitet og hverdagen på museet. Forskeren bliver formelt ansat på universitetet, men udfører i praksis sit arbejde på museet. På den måde injiceres museumsrelevant forskning på universitetet ‒ og universitetsforskning på museet.

”Forbindelsen mellem universiteternes kunstvidenskabelige miljøer og kunstmuseerne har igennem mange år ikke været særlig levende. Derfor har vi i Ny Carlsbergfondet indrettet først en ph.d-ordning, og nu en postdoc-satsning, så universiteter og museer helt konkret knyttes sammen gennem de levende mennesker, der står for projekterne”, fortæller professor Morten Kyndrup, medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet.

Ansættelsen er en del af et postdoc-initiativ, hvormed Ny Carlsbergfondet støtter den kunstvidenskabelige forskning med i alt 22,5 millioner kr. Initiativet, der blev påbegyndt i 2014, omfatter 15 postdoc-stillinger.

BAGGRUND OM FORSKNINGSPROJEKTET PÅ ARoS

Forskningsprojektet undersøger menneskets sameksistens med og syn på naturen gennem 400 år. Menneskets forhold til naturen er et af tidens allermest afgørende emner. Haven er i vores kultur et mødested mellem civilisation og natur – et meditativt sted, som befinder sig midt imellem to verdener. Undersøgelsen er ikke primært en kunsthistorisk beskrivelse af form og teknik, men også en tværfaglig analyse, som spørger, hvordan værker, der arbejder med naturen som materiale, afspejler vores skiftende forhold til naturen og dermed vores foranderlige syn på os selv. Forskningsprojektet bliver en del af den ambitiøse udstillingsevent THE GARDEN, der i 2017 vil strække sig over en fire kilometer lang kunstzone – fra ARoS rundt i det århusianske byrum og langs Aarhus Bugten fra Tangkrogen til Ballehage.

Mere om THE GARDEN

For yderligere information kontakt venligst:

Anne Riis, ARoS
T: 25 35 74 44 M:ari@aros.dk 

eller 

Tom Hermansen, Ny Carlsbergfondet
T: 24 81 31 85 M: th@ncf.dk