Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

NYE OPLEVELSER I ARoS FOOD HALL

En frokostrestaurant med fokus på oplevelsen, fortællingen og råvarerne. Det er hvad gæsterne kan forvente, når de besøger ARoS FOOD HALL på museets 8. etage.

Lørdag den 29. august slår ARoS dørene op til en ny frokostrestaurant - ARoS FOOD HALL. Restauranten har været under ombygning hele sommeren, og den nye frokostrestaurant byder nu inden for til en totaloplevelse i afslappende omgivelser. Gæsten træder ind i et madgalleri, hvor råvarerne kommer helt ud i lokalet og bliver en del af oplevelsen. Atmosfæren er rå og varm på samme tid. Modningsskabet til kød er sammen med urterne, der bruges i køkkenet, integreret i indretningen, og ned fra loftet hænger små lamper som en stjernehimmel under regnbuen. Det er et udstillingsrum på gæstens rute gennem ARoS’ gallerier. Et rum hvor man kan få en pause og en ARoS-oplevelse på samme tid. 

”Ambitionerne for ARoS FOOD HALL er høje. Sådan er det med alt, vi laver på ARoS. Når vi laver udstillinger, ønsker vi at skabe nærhed til produktet og forståelse gennem forskellige fortællinger og iscenesættelser. Det gør vi også med vores nye restaurant. Når man forlader ARoS FOOD HALL føler man sig ikke kun mæt og glad - måske føler man sig en smule klogere”, siger Erlend. G. Høyersten, museumsdirektør, ARoS.

SMÅOPLEVELSER OG SOCIAL DINING

Maden i ARoS FOOD HALL serveres som små oplevelser ud fra tanken om social dining. Der er fokus på økologi, årstidens lokale og regionale råvarer og på produkter produceret i Urtehaven på toppen af ARoS. De små oplevelser kan nydes alene og i selskab med andre – det er hele tanken bag social dining.

”Vores nye restaurant har fået et menukort, der består af småoplevelser, som kan spises enkeltvis eller kombineres til en frokost. Gæsterne har mulighed for at placere sig på forskellige måder – ved små intime borde eller ved et fælles langbord,” siger Martin Søgaard, restaurantchef, ARoS.  

De små oplevelser koster fra kr. 60,- til kr. 85,- og kan kombineres tre for kr. 180,- og fem for kr. 230,-. Et lille udpluk fra menukortet er: Enebærrøget sortbrogsskinke og kantareller, kalvetatar med fransk syre og æggeblomme eller sprødt fiskeskind og strandsennep. 

FORTÆLLINGER FRA ARoS FOOD HALL

Søde munkebier:

Søde munkebier bestøver blomster og planter på tagterrassen og forsyner ARoS FOOD HALL med den dejligste honning. Den mørke kraftige honning skyldes de mange lindetræer, der er i Aarhus.

ARoS FOOD HALL bruger blandt andet honningen til oste serveringer.

Urtehaven på tagterrassen:

Urtehaven på ARoS’ tag forsyner ARoS FOOD HALL med urter og grønt.  Den har 11 højbede med 30 forskellige produkter. I foråret 2015 høstede ARoS nye kartofter fra urtehaven. Et vigtigt skridt mod ønsket om at blive selvforsynende på urter og grønt var dermed taget.   

Vilde urter:

Urterne er en central del af vores køkken. Vi har gennem mange år opbygget stor viden om de urter, der vokser vildt i skove og på strande omkring os. Det er blandt andet ramsløg, bøgeblade og skovsyre. Vi bruger dem friske, tørrede og syltede i ARoS FOOD HALL.

Kød fra Troldgaarden:

90 procent af kødet i ARoS FOOD HALL kommer fra Troldgaarden. Det er en økologisk familiedreven gård, som lægger vægt på dyrevelfærd, så alle dyr har haft et godt liv. Troldgaarden har Jersey-kvæg, sort-broget landgris, en gammel landrace af høns, lam og får.

Vi elsker kød:

I ARoS FOOD HALL har vi både et modningsskab og et skab til at lufttørre forskellige kødprodukter som skinker, røget inderlår og saltet grisenakke. Vi har en unik mulighed for at give kødet den rette efterbehandling, fordi vi selv kan krogmodne vores kød. 

ARoS FOOD HALL Køkkenchef Bjørn Madsen

Køkkenchef Bjørn Madsen

Download foto

For yderligere information: 

Anne Riis, pressemedarbejder
Telefon 87306621 el. 25357444
Email: ari@aros.dk