ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

E.B. ITSO  - BUILDING STORIES

13. JUNI – 20. SEPTEMBER 2015, NIVEAU 5

Når ARoS åbner dørene for udstillingen BUILDING STORIES af E.B. Itsos (1977), er det første gang, at den unge danske kunstner udstiller på et museum i Danmark. E.B. Itso tager publikum med på en rejse til mystiske, ukendte og uberørte steder - blandt andet til den højaktuelle italienske ø, Lampedusa, hvor kunstneren har hentet inspiration og materialer til en række værker, der forholder sig til de massive flygtningestrømme, der forgår på tværs af Middelhavet. Udstillingen består blandt andet af fotos, video- og lydværker, en gummibåd, en rejse til jordens indre og et hemmeligt rum!

”E.B. Itsos værker fortæller glemte og gemte steders historie. Han flytter ind i forskellige byrum, hvor han bor og finder sine motiver. Det kan for eksempel være byens baggårde, som ofte forbindes med mystik”, siger Jakob Vengberg Sevel, museumsinspektør på ARoS. 

E.B. Itso fik en del opmærksomhed, da han indrettede en hemmelig lejlighed i ventilationsskakten ved spor 12 på Hovedbanegården i København. Opdagelsen blev blandt andet bragt i programmet Den 11. time med Mikael Bertelsen.

OM UDSTILLINGEN

Med BUILDING STORIES præsenterer ARoS det store spænd i E.B. Itsos produktion - en rejse til jordens indre og selvbyggede konstruktioner, der hænger i loftet samt facader fra nedrevne huse. Udstillingen viser, at E.B.Itso har en særlig type engagement og forkærlighed for oversete eksistenser, der lever på kanten af samfundet. Han har selv rejst til den italienske ø Lampedusa, hvor han har indsamlet tøj, landkort og bådrester efterladt af flygtninge, da de ankom til øen.

”E.B. Itso tager udgangspunkt i det oversete. Han giver dem, der normalt ikke har mulighed for at ytre sig, en stemme, og ved at udstille genstande fra flygtningene bliver de til mere end blot et tal. De bliver til mennesker”, fortæller Jakob Vengberg Sevel, museumsinspektør på ARoS.

Udstillingen BUILDING STORIES er den anden udstilling i rækken ARoS FOCUS//NEW NORDIC. E.B. Itso har tidligere udstillet på blandt andet Galleri Nicolai Wallner i København – et af Danmarks mest anerkendte gallerier. 

Udstillingsansvarlig: Museumsinspektør Jakob Vengberg Sevel. 

YOUNG TALENT - NYT LEGAT

I forbindelse med udstillingsrækken ARoS FOCUS // NEW NORDIC  uddeler ARoS et nyt legat - Young Talent. E.B. Itso er den første, der modtager ARoS-legatet, som bliver givet med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond. Med Young Talent legatet ønsker ARoS at fremme og honorere unge nordiske talenter, der endnu ikke har fået deres institutionelle gennembrud. Legatet er på 100.000,- kroner og uddeles tre gange i løbet af de tre år udstillingsrækken varer. 

”Formålet med Young Talent legatet er at yde støtte til de helt unge kunstnere, som vi tror på har potentiale til at blive markante kunstnere. Legatet er dels en produktionsstøtte dels et rejselegat. Sammen med Det Obelske Familiefond ønsker vi at give kunstnere i starten af deres karriere lidt større økonomisk frihed. Vi vil gerne give unge kunstnere mulighed for at rejse - både for at samle ny viden og for at finde inspiration”, siger Erlend Høyersten, museumsdirektør på ARoS. 

Med legatet Young Talent tager ARoS aktiv del i ansvaret for skabelsen af den kommende talentmasse ved at hjælpe med at kickstarte den kunstneriske løbebane for unge kunstnere.

Legatet kan ikke søges, men uddeles én gang årligt til en kunstner, som ARoS udpeger inden for udstillingsrækken ARoS FOCUS // NEW NORDIC 2015-2017.

Læs mere om ARoS FOCUS//NEW NORDIC  

Download pressefoto

Yderligere information:

Jakob Vengberg Sevel
Museumsinspektør, mag.art. | Curator, ARoS
T: +45 28352656  | jvs@aros.dk

Udstillingen bliver til i samarbejde med:


E.B. Itso, Mount Cavernous, Ink-Jet,2013

E.B. Itso, Mount Cavernous, Ink-Jet, 2013

E.B.Itso ,Clandestine Boat Cemetery I, Ink-Jet, 2014

E.B.Itso,Clandestine Boat Cemetery II, Ink-Jet, 2014

Download pressefoto

©ARoS 2017