ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

FLICKERS OF DAY AND NIGHT - af Nathalie Djurberg & Hans Berg

24. oktober 2015 – 21. februar 2016, niveau 5

Temaer som angst, jalousi, skønhed og melankoli blandet med humor i et farvestrålende surrealistisk univers. Det er, hvad publikum møder i galleriet på niveau 5, når ARoS åbner dørene til udstillingen FLICKERS OF DAY AND NIGHT af det svenske kunstnerpar Nathalie Djurberg & Hans Berg. 

FLICKERS OF DAY AND NIGHT er den tredje udstilling i rækken ARoS FOCUS // NEW NORDIC, der sætter fokus på unge nordiske kunstnere. Med udgangspunkt i særligt Nathalie Djurbergs (1978) personlige fantasier og forestillinger arbejder kunstnerparret med at visualisere de mindre flatterende sider af den menneskelige psyke. Det gør de gennem helhedsinstallationer, der består af store modellerede skulpturer, videoanimationer og stemningsmættet musik. Billedkunstner Nathalie Djurberg og musiker Hans Berg (1978) skaber i deres værker rum til frustration, angst, begær, vold og fantasi på en meget privat og symbolsk måde.

”Nathalie Djurberg og Hans Berg er internationale stjerner, der har udstillet i hele verden på steder som New Museum i New York og San Fransisco og Camden Arts Centre i London. Inden de lander i Aarhus, når de lige akkurat at åbne en udstilling i Melbourne på Australian Centre of Contemporary Art”, siger kurator og fungerende overinspektør Lise Pennington, ARoS. 

Om parrets kunstneriske måde at udtrykke sig på siger hun: 

”Deres kunst har et surrealistisk og psykedelisk udtryk og befinder sig et sted, hvor den normale mentale tilstand er kørt af sporet. Værkerne har en særlig tiltrækningskraft. Samtidig er der noget frastødende ved dem. Vi er meget stolte af, at vi skal vise deres kunst frem her på ARoS”.

Nathalie Djurberg & Hans Berg har skabt tre store helhedsinstallationer til udstillingen FLICKERS OF DAY AND NIGHT. To af installationerne er lavet særligt til ARoS, og publikum bliver blandt andet præsenteret for elleve roterende podier med i alt 162 mandshøje blanke blomster af modellervoks og flaksende farvestrålende fuglefigurer fordelt på syv borde kombineret med lyd- og videoinstallationer.

OM NATHALIE DJURBERG & HANS BERG

Nathalie Djurberg & Hans Berg bor i Berlin og danner par både privat og professionelt. De blev først kendte for deres lyd- og billede-tætte ’stop-motion film’ i modellervoks – en genre som mange kender fra børneuniverserne Pingu og Wallace & Gromit. Hos Nathalie Djurberg & Hans Berg anvendes filmgenren dog ikke børnevenligt, men udvikler sig ofte til at have en bizar, seksuel og voldelig handling. Det er Djurberg, der står for animationerne, mens Berg står for lydsiden. Eller sådan var det i hvert fald i begyndelsen. Efterhånden er de to kunstnere smeltet mere og mere sammen, så det nu er blevet svært at adskille, hvem der laver hvad.

I 2009 vandt kunstnerparret den prestigefulde sølvløve i Venedig med værket The Experiment, og siden har figurerne fra animationsfilmene fundet vej fra lærredet og ud i rummet. Deres værker er i dag i højere grad store overvældende helhedsinstallationer med film, neon og musik i en sansemættet helhed.

Parret har tidligere udstillet på: Moderna Museet (Stockholm), MAXXI Museo Nazionale Delle Arti Del XXI Secolo (Rom), Fondazione Prada (Milano), Sammlung Goetz (München), Centre Pompidou (Paris), OMA Prada Transformer (Seoul), Camden Arts Centre (London), Kölnischer Kunstverein (Køln) og The Institute of Contemporary Art (Boston).

ARTIST TALK

Søndag den 25. oktober klokken 15.00 afholdes Artist Talk med Nathalie Djurberg og Hans Berg på ARoS Torvet. Her vil de tale om værkerne på udstillingen, den tilhørende musik og de mange temaer i deres kunst. Artist Talk foregår på engelsk og modereres af fungerende overinspektør Lise Pennington. Det er gratis efter betalt entré.  

FILMSCREENING

I tillæg til udstillingen vil man i museets auditorium kunne se et udvalg af kunstnerparrets tidligere film på udvalgte søndage fra kl. 15.00 til 16.00: 1. november, 8. november, 15. november, 29. november, 6. december, 20. december, 17. januar og den 7. februar. Her vises filmene: Florentin, (2004, 03:36 min.), Tiger Licking Girl’s Butt, (2004, 2:15 min.), Putting Down the Prey, (2008, 5:40 min.), It’s the Mother, (2008, 6:00 min.), Greed, (2009, 10:13 min.), Untitled, (Acid), (2010, 06:05 min.), I Wasn’t Made to Play the Son, (2011, 6:19 min.), Deceiving Looks, (2011, 06:08 min.), The Parade of Rituals and Stereotypes, (2012, 10:57 min.)

KATALOG

I forbindelse med udstillingen udgiver ARoS et katalog på 152 sider. Det indeholder en præsentation af kunstnerne skrevet af Lise Pennington, omfattende dokumentationsmateriale fra skabelsen af parrets værker og en artikel af Ph.d. Peter Ole Pedersen om de filmiske og musiske referencer som parret arbejder med.

Udstillingsansvarlig og kurator: Lise Pennington, fungerende overinspektør, ARoS 

Læs mere om ARoS FOCUS//NEW NORDIC   

Download pressefotos

FOR YDERLIGERE INFORMATION

Anne Riis
Presseansvarlig
T: 87 30 66 21 /M: 28 88 44 64
E: ari@aros.dk

Download pressefotos

Udstillingen er lavet i samarbejde med: Den Obelske Familiefond Nordea Fonden

Ege Tæpper

©ARoS 2017