ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Ny app fra ARoS booster kunstoplevelsen

Som gæst på ARoS har du nu mulighed for at få en ekstra dimension på dit museumsbesøg. Download app’en ARoS ArtAdvisor og gå på opdagelse fra kælder til tag. Få information om udvalgte værker fra samlingen, læs om særudstillinger og test din kunstviden. Følg temaruter om kærlighed, kunstskandaler eller religion og provokation. En app til kunstinteresserede på alle niveauer.
 

Vidste du, at Boy er 4,45 meter høj? Og at Your rainbow panorama vejer i alt 245 tons?  Med app’en ARoS Art Advisor involverer ARoS nu gæsten i museumsbesøget på en helt ny måde. Det betyder, at man har mulighed for at bevæge sig rundt i museet og nemt blive klogere på alt fra bygningens arkitektur til godt 50 udvalgte værker.

”ARoS ArtAdvisor er viden og leg i samme app. I udviklingen har vi taget højde for, at vores gæster har forskellige behov. Nogen ved meget om vores udstillinger, mens andre har brug for en mere grundlæggende information. Derfor er teksterne i app’en korte og brugervenlige. Samtidig er der mulighed for at få mere information, hvis man ønsker det”, fortæller museumsinspektør Birgit Pedersen, ARoS.

HVAD STÅR DU I NÆRHEDEN AF?

ARoS ArtAdvisor kan bruges både før, under og efter besøget på ARoS. Inden man besøger museet kan man for eksempel lægge sin egen rute, og under besøget kan man via teknologien iBeacons få tilsendt informationer om værker, man står i nærheden af. iBeacons aktiveres ved tilslutning af Bluetooth, og ARoS er det første museum i Danmark, der eksperimenterer med teknologien.

”App’en er en slags personlig kunstguide. Vi er glade for, at vi kan gøre brug af iBeacons, og vi er spændte på, hvad vores gæster får ud af den måde at guide på. En anden sjov feature er, at man kan se, hvad andre tænker og føler om et bestemt værk. På den måde kan man sætte sin egen oplevelse i forhold til andres”, fortæller Birgit Pedersen.

ARoS ArtAdvisor er blevet til med støtte fra Region Midtjylland og er en del af projektet Interact.

Yderligere information:

Birgit Pedersen 
Museumsinspektør | Curator of Art and Education
D: + 45 87306600 | M: +45 61554485 | bp@aros.dk

FAKTA

  • ARoS ArtAdvisor indeholder information om godt 50 værker fra ARoS’ faste samling
  • App’en indeholder information om særudstillinger
  • App’en giver mulighed for:
    • at følge temaruter
    • at få informationer om værker i nærheden
    • at interagere med andre gæster
    • at teste egen viden om kunst
    • at anmelde og kommentere oplevelsen
  • ARoS ArtAdvisor findes på dansk og engelsk. App’en er gratis og findes til iPhone og iPad. Den kan hentes via App Store ved at søge på ARoS ArtAdvisor
  • Hvis du ikke har en iPhone eller en iPad,  kan du låne en iPad i information på ARoS
  • Der er gratis Wi-Fi på ARoS
©ARoS 2017