ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

ARoS bliver vind-dreven

Som det første kunstmuseum i verden er ARoS blevet WindMade-certificeret – en verdensomspændende certificering som bl.a. Vestas var med til at stifte.

Med indgåelse af en samarbejdsaftale med vindgiganten Vestas bliver ARoS Aarhus Kunstmuseum nu verdens første vinddrevne museum. Med underskrivelsen af certificeringen WindMade, som Vestas stiftede i 2011, sikrer ARoS, at 25 procent af museets strømforsyning fremadrettet kommer fra vindenergi.

“Vi er meget glade for certificeringen – især fordi én af museets sponsorer, Vestas, står bag. Det borger for kvaliteten”, siger museumsdirektør Erlend Høyersten, ARoS, og tilføjer: “En sådan certificering flugter rigtig fint med ARoS’ netop vedtagne Vision2020, hvori én af museets fem forpligtelser netop er bæredygtighed.”

ARoS VISER VEJEN

Morten Albæk, Marketing- og Kommunikationsdirektør, Vestas, glæder sig over samarbejdsaftalen og certificeringen af ARoS.

“Vestas er og forbliver dybt forankret i Aarhus og det midtjyske. Det er derfor også en stor glæde for Vestas at understrege dette ved at sponsorere en lokal, men international orienteret kunstinstitution som ARoS, der har valgt at vise vejen inden for bæredygtighed ved at blive WindMade.”  

Med certificeringen bliver ARoS en del af Aarhus Kommunes bevidste satsning på bæredygtighed og CO2 neutralitet. Som verdens første WindMade-kommune sikrer Aarhus Kommune, at minimum 25 procent af kommunes indkøb af strøm kommer fra vindenergi. Samtidig understøtter kommunen en fortsat udbygning af dansk vindenergi.

FOKUS PÅ VINDENERGI

Bag verdens første globale forbrugermærke, WindMade, står foruden Vestas en lang række store internationale virksomheder og ngo-er: WWF, LEGO, PWC, Global Wind Energy Council, Bloomberg og United Nations Global Compact.

Formålet med mærkningsordningen er blandt andet at øge fokus på vindenergi som en effektiv energikilde og styrke markedet for vindenergi.

FOR YDERLIGERE INFORMATION

Anne Riis
Presseansvarlig
T: 87 30 66 21 /M: 28 88 44 64
E: ari@aros.dk

©ARoS 2017