ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

HANNE NIELSEN OG BIRGIT JOHNSEN - INKLUSION / EKSKLUSION

04. OKTOBER 2014 – 18. JANUAR 2015

ARoS har fornøjelsen af at præsentere den danske kunstnerduo Hanne Nielsen (f. 1959) og Birgit Johnsen (f. 1958) med deres hidtil største udstilling Inklusion / Eksklusion. Udstillingen introducerer 18 nøje udvalgte installatoriske videoværker fra 1994 og frem til i dag. Sammen hører Nielsen og Johnsen til pionererne inden for dansk videokunst.

INKLUDERET ELLER EKSKLUDERET

Værkerne på udstillingen tager os ikke blot med gennem et 20 årigt kunstnerisk samarbejde, men undersøger også aspekter af, hvad det vil sige enten at være inkluderet eller at være ekskluderet – at være ’inde i varmen’ eller at være ’lukket ude’. Et emne, der løber som en rød tråd gennem Nielsen og Johnsens samlede produktion, hvor vi præsenteres for både engagerede og handlekraftige karakterer samt for de mere ekskluderede og passive figurer. Udstillingens værker repræsenterer både storpolitiske emner og filosofisk anlagte identitetsundersøgelser, men er også baseret på erfaringer fra livets nære relationer og banale hverdagssituationer.

ARoS inviterer til premiere på to nye videoinstallationer af kunstnerparret, som på hver deres måde udfolder forholdet mellem individ og omverden. Udstillingen viser også en række ældre værker, som trækker tråde tilbage i kunstnernes omfattende værkproduktion, som det f.eks. ses i de humoristiske værker Construction in Space (1996) og Afrivning af løg (1995), der med en legende, men dog bidende ironi spiller på kønsbevidste tematikker.

PIONERÉR INDENFOR DANSK VIDEOKUNST

Kunstnerduoen har arbejdet sammen siden 1993 og hører dermed til pionererne inden for den danske videokunst. Nielsen og Johnsen indledte deres kunstneriske samarbejde, da de efter kunstakademiet delte værksted. Ikke længe efter udviklede samarbejdet sig til deres første fælles kortfilm. I Danmark har de opnået en helt særlig status i kunstmiljøet og allerede i 1990’erne arbejdede de med videomediet på et lige så højt kunstnerisk niveau som nogle af deres mandlige kolleger fra videokunstens moderkontinent, USA. Med feministiske perspektiver og stor indsigt har Nielsen og Johnsen i deres kunst behandlet nogle af samfundets helt store spørgsmål. De bevæger sig i et krydsfelt mellem køn og politik og har i 20 år været vigtige spillere på samtidskunstens arena.

IRONI, HUMOR OG POESI

I de tidlige værker anvendte Nielsen og Johnsen ofte en monitor, når de med sort ironi viste noget, der kunne minde om hverdagsscener, men nok nærmere kan beskrives som en filmet performance. I de nye værker, der består af store flerskærmede installationer, er billedkvaliteten nu så Hollywood-lækker, at man også lader sig forføre af strømmen af smukke billeder. Nielsen og Johnsen lokker os ind i et fængende billedunivers, hvor vi via deres både humoristiske og poetiske behandling af vedkommende tematikker, får mulighed for at reflektere over verden omkring os og vores egen rolle i den. Der er ofte tale om tematikker, hvor kunstnerne undersøger, hvad der sker, når kvinder erobrer såkaldte mandlige territorier og omvendt. Nielsen og Johnsen undersøger også, hvad der sker, når vores forventninger til skærmen bliver brudt. Som når vi ser nyheder eller en god film og det viser sig, at virkeligheden ikke er som vi forventede. 

UDSTILLINGSKATALOG

I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med en række artikler, der belyser forskellige vinkler af Hanne Nielsen og Birgit Johnsens kunst. Bogen indeholder artikler skrevet af:

Berta Sichel, spansk kurator

Kirstine Kern, kunsthistoriker og leder ved Fotografisk Center

Thomas Micchelli, kunstner og kunstkritiker,

Karin Petersen, litterat og ekstern lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation

Louise Wolthers, forsker i ’Fotografiets æstetik’ ved Hasselbladstiftelsen

Lise Pennington, museumsinspektør

Udstillingskataloget kan købes i ARoS Shoppen for 239 kr.

FOR YDERLIGERE INFORMATION

Lise Pennington
Overinspektør 
T: 8730 6641 
E: lp@aros.dk


Download pressefotos (kræver kode)

BLÅ BOg - Hanne nielsen

  • Født 1959
  • Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1990
  • Slog igennem i 90erne, hvor de arbejdede med videomediet på et lige så højt niveau som deres mandlige kollegaer fra videokunstens moderkontinent USA
  • Repræsenteret i disse samlinger: Statens Museum for Kunst, ARoS Kunstmuseum og Bonns Kunstmuseum i Tyskland

BLÅ BOG - Birgit Johnsen

  • Født 1958
  • Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1991
  • Slog igennem i 90erne, hvor de arbejdede med videomediet på et lige så højt niveau som deres mandlige kollegaer fra videokunstens moderkontinent USA
  • Repræsenteret i disse samlinger: Statens Museum for Kunst, ARoS Kunstmuseum og Bonns Kunstmuseum i Tyskland
©ARoS 2017