ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

EDVARD MUNCH – ANGST/ANXIETY

6. oktober 2012 – 17. februar 2013

Flere års arbejde på at præsentere en omfattende og vægtig Munch-udstilling på ARoS er nu lykkedes.
 

Med EDVARD MUNCH – ANGST/ANXIETY samles for første gang Munch-malerier fra Rasmus Meyers Samling i Bergen, Munch Museet og Nasjonalgalleriet i Oslo samt malerier fra Statens Museum for Kunst med grafiske blade fra den enestående Pål Gundersen Collection. Udstillingen præsenterer næsten 100 kunstværker, omfattende hovedværker som malerierne Aften på Karl Johan, Kvinden i tre stadier, Melankoli, Jalousi og Stjernenat samt grafiske mesterværker som Angst, Skriget, Vampyr og Madonna.

REJSE GENNEM MUNCHS LIV

EDVARD MUNCH - ANGST/ANXIETY tager gæsten med på en rejse gennem Munchs liv fortalt gennem hans kunst. Fra de unge år i 1880´erne til eneboer-tilværelsen på Ekely ved Oslo Fjord og hans død i 1944. Angsten havde Munch med sig fra barndommen, som var fyldt med sygdom og død i familien. Sygdom krævede først moderens liv, så søsteren Sophies, og som 13-årig var Edvard Munch selv ved at dø af tuberkulose.
Munch er ikke en traditionel kunstner, der maler det, han ser i den synlige verden. Det er hans egne oplevelser af familien med sygdom, tab, angst og død han maler ud. Munch formulerede det selv. ”Jeg maler ikke det, jeg ser, men det, jeg så.”.

ANGST SOM LEDEMOTIV

Angsten var et ledemotiv gennem hele Edvard Munchs liv, og i hans kunst findes en angst for livet, en angst for mennesker og en angst for døden. I 2013 fejres 200-året for den danske filosof Søren Kierkegaards fødsel. Udstillingens titel EDVARD MUNCH – ANGST/ANXIETY er således også en hilsen til Søren Kierkegaard og hans værk fra 1844 Begrebet Angest, som stod i Munchs bibliotek.
Angsten lå dybt i Munch og fremgår også af hans mange skrifter med tanker om livet og kunsten. Selv siger han: ”Jeg forsøger at male livets uløselige gåder, og hvordan det tumler med os mennesker. Jeg forsøger at male selve livet. Som det leves, kærlighed, had, smerte og angsten først og sidst. Jeg forsøger at give udtryk for min følelse af ensomhed og af angst, angsten for at leve, angsten for at dø, for samspillet og også det manglende samspil mellem menneskene”

MUNCH BLIVER MUNCH

Op gennem 1880´erne malede Munch mange portrætter og billeder af familien i et naturalistisk indendørsmiljø. I tiden omkring 1890 ændrede han scenen og udviklede sit eget symbolistiske og ekspressive billedsprog. Ved at inddrage naturens store rum som scenografi opnåede han muligheden for at forstærke det psykiske udtryk og dermed hele billedets stemning. Naturen levendegøres og bliver et visuelt ekko af personernes mentale tilstand. Det var i årene fra 1892 frem til hans psykiske sammenbrud i 1908, at han skabte hovedparten af sit berømte livsværk.
Edvard Munch oplevede i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet en stigende interesse for sin kunst. En interesse og anerkendelse, der stadfæstes i 1912, hvor kunstværker af Munch vises på en udstilling i Køln i sammenhæng med så væsentlige kunstnere som Vincent van Gogh, Paul Cezanne og den fremadstormende Pablo Picasso. Edvard Munch tilhørte fra da den absolutte verdenselite.
1916 købte Edvard Munch ejendommen Ekely lidt uden for Kristiania, Oslo. Selvom hans kunst opnåede stor anerkendelse i denne periode, foretrækker han sin selvvalgte eneboertilværelse på Ekely, hvor han bor frem til sin død 23. januar 1944.

PÅTRÆNGENDE STÆRKE VÆRKEr

Edvard Munchs kunstværker handler om vores væren, vores følelsesliv, om kærlighed, længsel, melankoli, sorg, jalousi og ikke mindst om angst. Munchs kompromisløse udtryk forekom provokerende og frastødende for datidens borgerskab, og selv i dag virker Munchs billeder påtrængende stærke i forhold til modernismens og nutidskunstens billedsprog.
Munch formåede at bygge bro mellem 1880´ernes naturalisme via 1890´ernes symbolisme frem til det 20. århundredes ekspressionisme og mere koloristiske billedkunst. Hans livsværk har i dag opnået status af norsk nationalarv, og Munch må betegnes som Skandinaviens største og mest berømte kunstner – en verdenskunstner med base i det nordiske.

UDSTILLINGEN

EDVARD MUNCH – ANGST/ANXIETY udstillingen består af 9 rum, der tematiserer forskellige perioder af Munchs angstfyldte liv, bland andre ’Døden i rygeværelset’, ’Eneboeren’, ’Kriseårene’, ’Jalousi’ og kærligheden. Udover at føre gæsten igennem Munchs kunstneriske værk, giver iscenesættelsen og de ni temaer også gæsten et indblik i Munchs liv fra de unge år til hans død på Ekely.
Med udstillingen EDVARD MUNCH – ANGST/ANXIETY gennemfører ARoS den hidtil største udstilling af Edvard Munchs kunst i Danmark i 36 år.

Til udstillingen udgives der et rigt illustreret katalog/bog på 224 saider med artikler om Edvard Munch på dansk og engelsk. Pris: kr. 299 – medlemmer af ARoS Klubben kr. 240.

Download pressefotos

Udstillingen er blevet til med generøs støtte fra:

The A.P.Möller and
Chastine McKinney Möller Foundation
Aften på Karl Johan, 1892

Edvard Munch, Aften på Karl Johan, 1892

Madonna, 1895

Edvard Munch, Madonna, 1895

Download pressefotos

©ARoS 2017