Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

ARoS hylder Mogens Gissel

Tag med ind i Mogens Gissels sanselige og velkomponerede geometriske univers, når ARoS fejrer ham med den retrospektive udstilling ROMANTISK GEOMETRI - MOGENS GISSEL 70 ÅR.

Med udstillingen ROMANTISK GEOMETRI - MOGENS GISSEL 70 ÅR får gæsterne på ARoS Kunstmuseum et særligt indblik i billedkunstneren Mogens Gissels sanselige og intense univers. ARoS har fulgt Mogens Gissel tæt gennem årene og købte allerede sit første værk af ham til samlingen i 1974. Derfor er det en glæde for museet at kunne markere kunstnerens 70 års fødselsdag med en omfattende retrospektiv udstilling.

I Vestgalleriet tager kunstneren den besøgende med på en rejse, der begynder, hvor Mogens Gissel som ung drager på museumstur gennem Europa på sin Velo Solex. Rejsen fører os fra Mogens Gissels tidlige tegneserier, som han bl.a. tegnede til Dagbladet Informationen, til en række Christiania-billeder og cirkus-billeder, han lavede som en form for iagttagelsesstudier, og over de fragmenterede rum med opbrudte stuer og landskaber, som han er mest kendt for. Men rejsen tager os også med omkring delikate portrætter af hustruen Ruth, og til de sidste nye rumlige eksperimenter som er gadebilleder fra det gamle Aarhus - billeder, hvor både former og rum udviskes. Værkerne vidner om kunstnerens specielle fornemmelse for rum og hans utraditionelle tilgang til billedfladen.

Udstillingen er med andre ord en unik rejse gennem en kunstners værker skabt gennem 50 år.

UNDERSPILLET TEGNEKUNST

"Jeg har altid opfattet mig selv som tegner - men i farver," citerer Mogens Gissel ofte en anden kendt kunstner for at have sagt. Gissels nye markante kultegninger på udstillingen demonstrerer, at Mogens Gissel mestrer stilskift mellem naturalisme, minimalisme og kubisme. Med fede kulstreger og oliemaling på store lærreder genskaber kunstneren barndomsbilleder, hvor både Uglemanden på Strandvejen, tankstationen og hårde hvidevare-forretningen dukker op som 'statister' i Gissels ellers abstrakte univers.

OM KUNSTNEREN

Mogens Gissel (f. 1941) debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1964. Allerede samme år startede han som underviser på Århus Kunstakademi - en stilling han besad helt frem til sin pension i 2007. Med base i Odder har Mogens Gissel været en væsentlig del af det danske kunstmiljø i flere årtier. Han er blevet tildelt Statens Kunstfonds livsvarige legat og modtog i 2003 den prestigefyldte Eckersbergmedalje.

Senest har Mogens Gissel fungeret som kunstnerisk konsulent på den nye farvesætning af Musikhuset i Aarhus. De lyse dominerende farver er nu erstattet af en mere afdæmpet farveskala, der skal give plads til tidens farverige scenografi. Vinrøde sæder, et azurblåt loft, nøddebrune vægge og et karrygult scenetæppe byder nu publikum indenfor og danner en smagfuld og stemningsmættet baggrund for oplevelserne på scenen.

ROMANTISK GEOMETRI - MOGENS GISSEL 70 ÅR

6. november 2011 - 26. februar 2012
ARoS Vestgalleriet, Niveau 5

Kontakt

Bjarne Bækgaard
Kommunikationschef 
T: 8730 6618 / M: 3066 5142
E-mail bb@aros.dk