Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Sssidebanner

Sculpture by the Sea Aarhus

Over 4 somre i 2009, 2011, 2013 og 2015 lagde Aarhusbugten sand, græs og skov til den verdensberømte skulpturudstilling Sculpture by the Sea.

Den tre kilometer lange kyststrækning fra Tangkrogen til Ballehage blev omdannet til en kæmpe udendørs kunstbegivenhed, hvor kunstnere fra hele verden udstillede unikke skulpturer i forskellige former, størrelser og materialer på strandbredden, i vandkanten og i skovbrynet. Med over en halv million besøgende pr. udstilling var de fire Sculpture by the Sea Aarhus store succeser.

Sculpture by the Sea er oprindeligt et australsk koncept skabt af David Handley og udstillingerne i Aarhus var de eneste uden for Australien.

ROYALT PROTEKTORAT

Kronprinsparret var idégivere til udstillingen, som blev Danmarks største internationale udendørs kunstudstilling. Historien om Sculpture by the Sea Aarhus tog sin begyndelse på en strand ved Sydney, Australien i 2000. Her oplevede Deres Kongelige Højheder Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary Sculpture by the Sea på den prominente Bondi Beach. Det unge par blev fascineret af det fine samspil mellem kunsten og den omgivende natur, såvel som alle de besøgende, der strømmede til for at opleve skulpturerne fra tidlig morgen til sen aften. Kronprins Frederiks begejstring fik ham til at henvende sig til daværende museumsdirektør på ARoS, Jens Erik Sørensen, for at få den folkekære australske kunstbegivenhed til Aarhus. Siden fik ideen også helhjertet opbakning af Aarhus daværende borgmester Nicolai Wammen og arbejdet med at realisere Sculpture by the Sea Aarhus gik i gang. Den første danske Sculpture by the Sea Aarhus blev åbnet af Kronprinsparret i 2009.

Kronprinsparret var protektorer for Sculpture by the Sea Aarhus i perioden 2009-2015.

Trienale afløser i 2017

Sculpture by the Sea Aarhus afløses af triennalen THE GARDEN – End of Times, Beginning of Times. Triennalen består af tre dele; The Past som kan opleves i ARoS’ udstillingsgallerier, The Present som kan opleves i byrummet og The Future, som finder sted langs Aarhus Bugten fra Tangkrogen til Ballehage. Dermed bliver der skabt en kunstzone, der strækker sig over 4 km. 

Triennalen er ARoS’ bidrag til Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og det er ambitionen, at projektet skal være et løft for Aarhus og skabe interesse for byen. Den skal skabe begejstring for kunsten og bidrage til at stimulere de kreative milijøer. Projektet vil antyde muligheder og perspektiver for årene, der følger 2017.

Læs mere om The Garden - End of Times, Beinning of Times