Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Ed _web

Elmegreen & Dragset: Too Late

De 9 Rum

De 9 Rum er et 'gallery in progress', reserveret til international lys-, video- og installationskunst. Antallet af rum refererer til Dantes Den Guddommelige Komedie, hvori en rejse gennem Helvedes 9 kredse indgår.

Fra Helvede går opstigningen over Skærskildsbjerget til det guddommelige lys i Himmerige. En lignende opstigning kan publikum opleve fra mørket i De 9 rum til det klare dagslys på ARoS' tagterasse.

Elmgreen & Dragset

Too Late 
Værket har form som natklub for homoseksuelle morgenen efter en festlig aften. Diskokuglen snurrer, og musikken i baggrunden kører på repeat. Ved ankomsten sår musikken tvivl om, hvorvidt man er kommet for sent til et møde med sit hjertes udkårne, eller om sangstemmen, som hånligt gentager sætningen ”too late”, gør os opmærksomme på, at vi er kommet for sent til festen. Værket er indkøbt til ARoS’ samling takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet og kan opleves i De 9 Rum.

Shirin Neshat: Mahdokht (still)

Shirin Neshat: Mahdokht (still)

Shirin Neshat

Mahdokht fra Women without Men (2004-2008)
Filmen Mahdokt er en del af Shirin Neshats monumentale filmværk Women without Men (Kvinder uden mænd) skabt I årene 2004-2008. Serien består af fem filmværker, som er bygget over en bandlyst bog fra 1989 af den iranske forfatter Sharhnush Parsipur om kvinders magt og afmagt.

Shirin Neshat bygger i filmene videre på romanens magiske realisme, men fokuserer på stemningen og tonen, frem for at filmatisere historien direkte. Fælles for de fem kvinder er, at livet er en kamp for frihed og overlevelse i et religiøst, sexistisk og socialt udgrænsende samfund.

Mahdokht er en ensom skolelærer, som er fuld af frygt for sin egen seksualitet og for at miste sin jomfruelighed. Samtidigt nærer hun et brændende ønske om at blive mor og er besat af sin egen frugtbarhed. På forunderlig vis vælger hun at forlade sit liv som menneske og plante sig selv som et træ, så hun kan sprede sine frø i hele verden uden at miste sin jomfruelighed.

James Turrell

Milkrun III, 2002
En af de markante kunstnere, der siden 1960’erne har arbejdet med et rumligt, åbent udtryk, er den amerikanske lyskunstner James Turrell (f. 1943). Lysværket Milkrun III udgøres af et kunstigt lys. For enden af en korridor møder betragteren et rødt ulmende lysfelt. Den røde farve brydes af et blåt og gult lys, der skærer sig som sprækker ind i fladen og dermed skaber en tredimensionalitet i det opale, diffuse lys. Det lysende farvefelt skaber ikke en spektakulær effekt, snarere en eftertænksom og nedtonet dramatik. Mødet med værket er en renselsesproces, hvor man ikke tænker i billeder eller ord, men blot sanser. 

Tony Oursler

Unk, 2004
En solid glastank på 2 x 2 x 2 meter fyldt med vand danner ramme om et stort hoved, udført i glasfiber, hvorpå et ansigt projiceres. Det mørke rum, der omgiver tanken, skaber en grundlæggende foruroligende stemning. Værket er således en videreudvikling af Tony Ourslers (f. 1957) tidligere produktioner, hvor han vækker dukker til live med det levende billede. Hans værk balancerer mellem det dæmoniske og det uskyldige og rummer et overrumplende element, hvor betragteren udfordres af værkets uventede og chokerende effekter. Tony Oursler trækker ofte på litterære kilder og danner afbrudte fortælleforløb, der bl.a. tematiserer det velkendte – dukken, den menneskelige figur – som udfordres af det uhyggelige og uventede. 

Pipilotti Rist

Daggrys-timer i naboens hus, 2005
Daggrystimer i naboens hus er en videoinstallation, der iscenesætter et af dagliglivets banale, men magiske begivenheder: daggryet. Pipilotti Rist har etableret en opholdsstue (naboens) med møbler, tapet, reoler og et vindue med potteplanter. Døgnets 24 timer reduceres til 8 minutter hvor dagligstuen oplyses fra altanen. Om aftenen tændes fjernsynet med videobilleder optaget af Pipilotti Rist selv. Videobilleder, lyd og lys skaber dermed forskellige atmosfærer, hvor menneskets bevidsthed balancerer på kanten mellem en drømme- og vågen tilstand.

Pipilotti Rist kombinerer objekter med det levende billede, og skaber et poetisk, fantasifuldt og intimt rum, der tager udgangspunkt i et privat, hjemligt univers. Men der en tvist. Der er noget utrygt og ukendt over naboens stue, en distance, der understreges af, at kunstneren har skabt en hjemlighed i et så unaturligt og fremmedartet rum som kunstmuseets. Og selvom det kunstige lys opleves som værende ægte og lyset for så vidt skaber en troværdig stemning af daggry forbliver rummet fremmed og trygheden falsk. 

Olafur Eliasson

Omgivelser, 2007
Værket fremstår ved første øjekast som et tomt, hvidt rum, der, når man passerer dørtrinnet til rummet, vender op og ned på vores forventninger om mørke i de lange korridorer. Dét, der ved første øjekast synes at være en typisk white cube, viser sig dog i bogstavelig forstand at bevæge sig ud over og bag om det modernistiske hvidhedsideal. Eliasson har bygget et ekstra sæt vægge op i galleriet, placeret 60-100cm fra de bærende vægge, hvorved det hvide rum formindskes. Kighuller og døråbninger leder opmærksomheden væk fra det tomme rum, ud mod andre værkoplevelser, placeret i de nyopståede mellemrum. Spejle installeret i gulv, loft samt sider multiplicerer på kalejdoskopisk vis beskueren og dennes bevægelser i de uendelige rum.

Uendeligheden er ikke en entydig størrelse; de fire mellemrum har hver sit særkende, som præger beskuerens oplevelse af det, der fremtræder, dels som uendelige kig ind i arkitekturen, dels som en uendelig mængde perspektiver på beskueren selv. Eliasson sætter her forholdet mellem beskuer, rum og værk på spidsen, idet han lader de rumlige situationer afhænge af beskuerens (fysiske) engagement. 

Mariko Mori 

TomNa H-Iu, 2006
Værket forener spiritualitet med cyber-teknologi på fornem og vedkommende vis.
Tom Na H-Iu var de gamle kelteres navn for det sted, hvor menneskets sjæle tog ophold, inden de blev genfødt. For kelterne tog Tom Na H-Iu form som en høj stele, som var noget af det allerhelligste, og som kelterne valfartede til som kultsted. Mariko Mori har genskabt denne stele i matteret glas. Ved hjælp af computerteknologi bliver værket et konkret mødested for liv og død, jord og himmel.

Glasskulpturen indeholder en computerkontrolleret LED-lyskilde, og denne skifter farve, hver gang en stjerne dør, og når himmellegemerne ved navn neutrioer, der er elementærpartikler skabt af en fusion mellem sol og stjerne, bevæger sig i verdensrummet. Via internettet er værket forbundet med en supercomputer på Super Kamiokande observatoriet på Tokyo Universitet. Denne computer opsporer neutrinoerne, og disses bevægelser oversættes som skiftende farver. Når en stjerne dør sker en farveeksplosion i skulpturen. Værket interager således kontinuerligt med universet på den mest poetiske måde.