Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Bilde

Out of the darkness

8. maj 2014 - 11. oktober 2015

5stj "Gå ikke glip af de mange gode og velfortalte historier på ARoS" - Børsen
Fempol Politiken
5stj Fyens Stiftstidende
Skærmbillede 2013-10-15 Kl . 15.51.05 Jyllands-Posten
Skærmbillede 2013-10-15 Kl . 15.51.05 Århus Stiftstidende

På udstillingen OUT OF THE DARKNESS præsenteres værker fra ARoS’ kunstsamling nøje udvalgt af museumsdirektør Erlend Høyersten. I iscenesættelsen af værkerne trækker Høyersten på den klassiske fortællings stukturer med begyndelse, point of no return, konflikt og slutning. Med Out of the darkness føres publikum gennem en stemningsmættet fortælling, der samtidig er et markant udtryk for den nye direktørs tilgang til kunstudstillinger anno 2014.

UDGANGSPUNKT I FORTÆLLINGEN
Værkerne til udstillingen er valgt ud fra en overordnet udstillingstænkning, hvor Høyersten tager udgangspunkt i den struktur, man finder i enhver fortælling.

OUT OF THE DARKENSS

KNAP 200 VÆRKER

Udstillingen byder på knap et par hundrede værker, heraf en række større værker som Ingvar Cronhammars Syvende Søjle, Bill Violas Five Angels for the Millinnium, der normalt har til huse i De 9 Rum samt publikums-yndlingen Your atmospheric colour atlas af kunstneren bag Your rainbow panorama Olafur Eliasson. Sidstnævnte kunstværk blev senest vist på en præsentation i 2011 af Eliasson-værker i forbindelse med åbningen af netop regnbuen på taget af ARoS. Røgrummet, somYour atmospheric colour atlas bliver kaldt i folkemunde, blev købt af ARoS sammen med to andre væsentlige Olafur Eliasson-værker i forlængelse af præsentationen.

OUT OF THE DARKNESS inviterer også gæsterne ind i et såkaldt Wunderkammer, hvor Høyersten præsenterer en lang række mindre kunstværker.

”Med udgangspunkt i min overordnede idé med udstillingen har det været superinteressant at involvere det øvrige kunstfaglige personale i udviklingen af i idéen. Det er nok også sigende for min ledelsesstil: Ved at udnytte alle resurser at sikre, at den bedste tanke altid er tænkt. Dét sikrer man bedst, når man kortlægger hele kapaciteten i sin stab”, siger Erlend Høyersten.

OUT OF THE DARKENSS

SÆRLIG ISCENESÆTTELSE

Udstillingens værker er iscenesat i et særligt forløb, der tager udgangspunkt i Høyerstens ønske om at skabe et forløb inspireret af fortællingens struktur. Gæsten bliver ledt igennem et sammenhængende forløb af korridorer og seks større rum, der hver er hæftet op på en tematik. I hele sit forløb tager udstillingen gæsten med på en forudbestemt rejse gennem forskellige stemninger. En rejse, der sluttelig som et crescendo fører gæsten out of the darkness.

OUT OF THE DARKNESS

Nogle former for præsentationer af kunst er mere gyldige end andre. Den mest udbredte har den traditionelle kunsthistorie som forbillede, og strukturerer præsentationen efter årstal, geografi, kunstneriske skoler eller slægtskab. Det kalder vi en historisk kronologisk fremstilling. Den er
baseret på en darwinistisk forestilling om, at kunsten udvikler sig i et forløb med en start og en slutning.

I den vestlige verdens homogene verdens- og kultursyn med relativt få aktører, som under 1400-tallets renæssance eller 1600-tallets barok, giver det mening. Ja, også langt ind i 1800-tallet er det en passende måde at beskrive og fremstille kunstens sammenhæng på. I dag er der imidlertid få, der er tilbøjelige til at se udviklingen indenfor kunsthistorien ene og alene på denne måde. Dertil er både kunsten og verden for kompleks. Der findes adskillige strømninger og modstrømninger, brud og udviklinger, som nogle gange står i relationen til hinanden og andre gange er hinanden fuldstændigt ligegyldige.

En række forskellige forklaringsmodeller – sociale, økonomiske, kønsmæssige – bruges til at forstå den skabende kraft bag noget, vi kalder kunst. I lyset af dette fremstår det kronologiske greb som en anakronisme. Og alligevel giver det mening. Derfor vælger mange museer, herunder også ARoS, stadigt at fremstille kunsten som et hændelsesforløb. Picasso kommer altid efter Cezanne. Hvorfor? Fordi vi har behov for struktur og systematik, og fordi vi har behov for meningsfulde fortællinger.

Selv om der er stor forskel på de første wunderkamre (hvor al verdens herlighed kunne samles i et enkelt rum) og dagens museumskolosser med millioner af genstande, handler det om det samme: at begribe verden ved at gribe verden. Det giver mening at forstå sammenhænge gennem en fortælling.

De seneste 20 år – sideløbende med de store
fortællingers sammenbrud – har de kuratoriske greb været baseret på en grundidé eller et tema, der bliver det styrende koncept for en udstilling. Kronologien er blevet mindre vigtig, selvom den stadig er grundlaget, når man præsenterer ”de politiske 60’ere”, ”køn og identitet”, ”kunst og sport” eller ”kunst og det urbane”

At præsentere kunsten uden struktur er som at flyve ind i en sky uden flyinstrumenter. Vi har for lidt at orientere os efter. Konceptuelle udstillinger giver en tydelig struktur, men indenfor konceptet står det én frit for at plukke, shoppe og zappe.

Mennesket har til alle tider fortalt hinanden historier. Om skabelse, om heltemod, om begivenheder. Alle store religioner udspringer fra en skabelsesberetning. En forvandling fra intet, et ord eller en urkraft, til en verden, en orden og en harmoni.

Når verden så er skabt er den i konstant kamp mellem harmoni og disharmoni, mellem lys og mørke, i en evig søgen efter balance. Ganske som livet for os alle er. Forsøget på at genvinde kontrol og balance er det dominerende princip i al stor fortællekunst, i religiøse tekster, romaner, teater og film. Nogen vil sige at fortællingen er grundlaget for al indsigt: Bhagavad Gita, Første Mosebog, Jesu lidelseshistorie, Koranens sidste fortællinger, Hamlet, Et Dukkehjem, En Sælgers Død, Star Wars, The Matrix, The Wire, Broen, Min Kamp, House of Cards. Alle er de funderet på den samme grundstruktur: En begyndelse, en slutning, konflikt og ændring.

Er det muligt at lave en udstilling, som hverken er historisk kronologisk eller tematisk kronologisk, og som ikke efterlader publikum midt i en sky uden instrumenter?

I vores udstillinger tilstræber vi at skabe en ramme, der driver oplevelsen fremad – ganske som en forfatter tvinger fortællingen videre. Udstillingsarkitekturen er med sine tydelige og store rum, smalle korridorer og gange, formelle greb. Det samme er brugen af lys og mørke. De valgte kunstværker er indholdet, og de er åbne for fortolkninger både enkeltvis og samlet set. Hvert rum har en indgang og en udgang. Publikum overlades ikke til tilfældigheder – strukturen i udstillingen er dikterende. Hvert rum er unikt, men står samtidig i relation til det foregående og efterfølgende; som kapitlerne i en bog, som scener i en film eller som en af de syv dage i Genesis. Det betyder, at kunstoplevelsen mere bliver en kollektiv erfaring end en individuel oplevelse. En formel leg? Ja. Et forsøg på noget mere? Ja, at synliggøre menneskets evige og universelle søgning efter mening.

Spørgsmålet er nu: Hvordan skaber man mening og forståelse i en verden, der ikke hænger sammen, som er i dramatisk ændring? Spørgsmålet kunne lige så godt være stillet af Søren Kierkegaard og Schiller som Casper David Friedrich og J. C. Dahl. Brydningerne mellem oplysningstiden og romantikkens kulturstrømninger og tankegods i årtierne omkring 1800, handlede om meget, herunder om tro og tvivl om menneskehedens plads i skaberværket. Den sitrende følelse af at være på tærsklen til noget nyt og samtidig med melankoli erkende, at den trygge verden, som man kendte, var uigenkaldelig, må have været påfaldende for det oplyste mennesket.

På samme måde ser mange på verden i dag, med håb og fortvivlelse. Men konsekvenserne af brydningerne er langt større end for 200 år siden. Vor tid er i mange henseender defineret gennem, at vi for første gang i verdenshistorien står foran en global udfordring og kollektiv skæbne; en potentiel afgrund eller en potentiel ny måde at leve på.

Direktør/kurator

Erlend G. Høyersten