ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Den konstruktive angst

Forfatteren og musikeren Jens Blendstrup har haft angst tæt inde på livet siden barndommen, men han bruger den tilbagevendende angst konstruktivt i sin kunst.
 

Af Kaspar Ottosen

- Jeg er opvokset i et hjem, hvor når man skulle leve, så var man fuld. Min far drak meget, når han skulle ud i verden, for så tog han den her rustning af sprut på. Det gjorde jeg også selv et par år efter hans død, og så kom angst-depressionen, siger Jens Blendstrup og klør sig i det enorme skæg, der dækker det meste af hans ansigt.

Den 44-årige forfatter, der er vokset op i et villakvarter i Risskov, har netop været igennem udstillingen E. Munch Angst/Anxiety på ARoS, der har begejstret et rekordstort publikum siden starten af oktober. Hans rustning er nedgraderet til et lidt for stort slips, der sidder løst bundet om halsen og en finurlig hat.

Jens Blendstrup er nok bedst kendt for sine bøger, men han fik også et mindre musikalsk gennembrud med sit band, Frodegruppen 40, efter en uforglemmelig optræden i DR2 programmet den 11. Time med nummeret ”John danser grøntsag”.

Det seneste udspil fra Frodegruppen har taget en mere dyster drejning, og albummet, der har fået titlen ”Angst i det postmoderne samfund”, er blevet indspillet i en mørk skov i Sverige for at fange den rigtige følelse.

- Frodegruppens univers har altid været en mærkelig blanding af paranoia, frygt og pludselig liderlighed, og sådan synes jeg tilværelsen faktisk er, siger Jens Blendstrup med pokeransigt.

Han er vant til at bære humoren foran sig som et skjold; men han ser gravalvorlig ud, mens han forklarer, hvordan angsten var tæt på at æde ham.

- Det er nok først, da mine forældre døde, at jeg selv blev ramt af den totale angst. Den angst der lammer og gør, at man ikke kan gå uden for en dør, fordi verden er ved at ramle. Den oplevelse af at ens forældre går bort, og man pludselig selv er den, der står som den næste store, det gav mig den der eksistentielle angst, konstaterer Jens Blendstrup.

Hvor faderen, der var psykolog, tidligere havde ordineret stesolid, tog Jens Blendstrup for første gang i mod lykkepiller, og i en forening mellem kreativitet og kraftig medicinering, skrev han sig ud af krisen.

Tre uger tog det at skrive ”Gud taler ud,” der handler om barndommen i Risskov og i særdeleshed faderen Uffe, der var en opsigtsvækkende personlighed.

- Jeg kom ud af sengen og op at sidde.  Jeg kunne lige drikke en kop kaffe, men så havde jeg lyst til at gå tilbage i seng. Min kone kunne ikke tage på arbejde, fordi jeg var så bange for, at stolen skulle forsvinde under mig. Sådan varede det en måned. Det frygtelige er, at man ikke føler, der er nogen udvikling i det. Man er lammet. Man mærker sit åndedræt ti gange mere, end man ellers ville gøre, og man tager ikke imod fornuft, hvis man tager til en psykolog, fordi man er fikseret af angsten. Man kigger ind i sig selv i virkeligheden. Der er en børnebog, der hedder Den vrangvendte bamse, der hele tiden kiggede ind i sig selv i stedet for at kigge ud i verden, og sådan er det sgu lidt at have en depression - man er lukket på grund af ombygning, funderer Jens Blendstrup.

Han retter på sine store, forslåede briller, der er gledet ned over næsen. Det er kun et gammelt plaster, der holder dem sammen.

- Munchs skildring af menneskets ensomhed, selv blandt andre mennesker,  synes jeg er fantastisk ramt. Han suger jo én ned i det her martrede menneskes sind, som han portrætterer, og det synes jeg er helt fantastisk. Som kunster har jeg valgt at skildre ting lidt mere tragikomisk, for jeg synes ikke man kommer nogen vegne ved at skildre det mørke med det mørke. Der synes jeg humoren har nogle formildende træk, som jeg godt kan lide at putte ind i mellem mig og den barske virkelighed, siger Jens Blendstrup, der er hoppet på vandvognen efter flere årtier på druk.

- Angsten begyndte at være tilstede hver eneste gang jeg var i byen, så nu har jeg lagt alkoholen på hylden. Jeg drikker stort set ikke mere. Jeg gider ikke, at det skal være verdensomstyrtende hver gang. Jeg kan huske der var et ordsprog derhjemme; hvis du ikke kan bære en brandert, så lad være…og det kunne jeg ikke, konstaterer han ærligt.

I dag er han mere bevidst om angsten, og når den dukker op, så sætter han sig ved tasterne og forsøger at skrive den væk.

- Jeg har det lidt med angsten, som jeg har det med lykken; den kommer og går. Det er måske en del af det at være menneske, at man ikke altid går på fødderne men på knoglerne af og til, og det tror jeg måske, jeg har det ok med.

JensB

©ARoS 2017