ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

SE MIG! - Anbragte børn udstiller

Tidligere udstilling

30. okt. - 4. dec 2011

Se aktuelle udstillinger på ARoS

Hver dag bliver 8 børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet - cirka halvdelen af dem vokser op på en institution. Men hvem er disse børn? Hvor kommer de fra og hvordan ser de sig selv?

Det forsøgte 100 anbragte børn i alderen 7-17 år at give et svar på i udstillingen SE MIG!, hvor de viste deres selvportræt. Fælles for portrætterne var, at de fortalte en historie fortalt af barnet selv. Det var fortællingen om en svær opvækst, en hverdag uden mor og far - eller glæden ved at være på vej videre til en bedre fremtid.

De fleste af børnene brugte deres eget ansigt som motiv. Andre malede sig selv som et dyr - en enkelt havde endda malet sig selv som en skoddet cigaret.

Undervejs i processen fik børnene hjælp af 10 professionelle, danske kunstnere, der arbejdede på frivillig basis: Adam Saks, Andreas Schulenburg, Lise Blomberg, Kaspar Bonnén, Jes Fomsgaard, Rene Holm, Verner Brems, Hesselholdt & Mejlvang og Marianne Jørgensen. 

KUNSTEN STYRKER BØRNENE

Formålet med Kunstprojektet SE MIG! var at sætte spot på de anbragte børn - at synliggøre dem både som enkeltpersoner og som udsat gruppe i det danske samfund.

Samtidig var projektet med til at styrke børnenes faglige kompetencer og selvindsigt. Børnene gennemgik et særligt undervisningsforløb på deres institution samt på ARoS, hvor de så forskellige portrætter, tegnede skitser og lærte om farver.

Læs pressemeddelelse om SE MIG!

ET PERSONLIGT MØDE

Projektleder Sylvia Emilia Blazejowski, Børnehjælpsdagen, udtalte:

"Udstillingen giver tilskueren et personligt møde med børnene, der reflekterer over deres egen identitet - på godt og ondt. Portrætterne udstråler en masse kraft, nerve, følelse og ærlighed, der vidner om at disse børn virkelig har noget på hjerte. For børnene selv er udstillingen en fantastisk måde at blive set og hørt på. De har nemlig brug for positiv opmærksomhed."

Udstillingen var resultatet af kunstprojektet SE MIG!, udviklet af hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen i samarbejde med ARoS.

Foto: Ditte Chemnitz / Photography By Jakob Mark

Foto: Ditte Chemnitz / Photography By Jakob Mark



©ARoS 2017