ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Adam saks - Visual Voodoo

Tidligere udstilling 

24. april - 1. august 2010

Se aktuelle udstillinger på ARoS

ARoS har fornøjelsen at præsentere den første store museumsudstilling i Danmark af den unge danske maler, grafiker og keramiker Adam Saks (f. 1974). Udstillingen omfatter en lang række af kunstnerens farverige akvareller, hvoraf nogle måler over fem meter i længden. Herudover vises en serie af keramiske værker, der med deres motiviske afsæt i både fantasien og virkelighedens verden, fortsætter de fantastiske og fabulerende fortællinger, som kommer til udtryk i Adam Saks' papirarbejder. Adam Saks bor og arbejder i Berlin. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, København (1993-99) og Hochschule der Künste, Berlin (1996-97). I sin kunst arbejder Adam Saks med en særlig form for motiv- og billedsampling, hvor han ved at løsrive billedelementer fra deres oprindelige kontekst og genindsætte dem i forskellige konstellationer, skaber en række nye fortællinger. I værkerne på ARoS har Adam Saks hentet sine billedelementer fra både høj- og lavkulturen. Særligt har han fundet inspiration i en række fotografier, der viser de tatoveringer som prydede de franske straffefangers kroppe i starten af 1900-tallet. I værkerne har Adam Saks 'samplet' tatoveringernes korte, dramatiske tekststykker med billeder af sømænd, lette kvinder, voldsomme dyr, dødningehoveder og øde, disharmoniske landskaber. Dermed skaber han en dynamisk, nærmest kaotisk tilstand, der står i modsætning til akvarellens ellers traditionelle transparente og skrøbelige karakter.

Verraten, 2008. © Adam Saks. Foto: Roman März

Mauvaise tête, 2008.
©Bourouina Gallery, Berlin and Adam Saks.
Foto: Roman März
Erase, 2008. © Adam Saks. Foto: Roman März
©ARoS 2017