ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Jeppe Hein - Sense City

Tidligere udstilling 

9. okt. - 23. feb. 2009

Se aktuelle udstillinger på ARoS

En 400 meter lang kuglebane, en rygende bænk og en kugle, der smadrer vægge, var blot noget af det, man kunne opleve, da den unge kunstner Jeppe Hein indtog ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen bød museets gæster indenfor i sansernes by, hvor de kunne gå på opdagelse blandt Jeppe Heins spektakulære og innovative værker, der satte både kunsten og beskueren i bevægelse.

I året for ARoS Aarhus Kunstmuseums 150 års fødselsdag var det en glæde at kunne præsentere den hidtil største udstilling med den højaktuelle og internationalt anerkendte danske kunstner Jeppe Hein (f. 1974).

Jeppe Hein

På trods af sin unge alder har Jeppe Hein allerede opnået stor anerkendelse på den internationale kunstscene, og hans innovative og banebrydende værker har været vist på nogle af de største museer verden over. Gennem de senere år har han deltaget på en lang række udstillinger verden over, ligesom han har haft separatudstillinger på bl.a. Centre Pompidou, Paris, PS1, New York, Barbican Centre i London, Sculpture Centre i New York. 

UDSTILLINGEN SENSE CITY

Ønsket om at skabe samspil mellem kunsten og det sociale liv stod i centrum for udstillingen på ARoS. "Sense City" præsenterede Jeppe Hein i fuldt format med en række af hans største værker, hvilket de besøgende oplevede fra samme øjeblik, de trådte ind på museet, da de som det første blev mødt af værket Distance - det hidtil største værk fra Jeppe Heins hånd.

Værket er udformet som en flere hundrede meter lang kuglebane, hvis kugler igennem et kompleks forløb af loops, fald og hejseværk baner sig vej gennem museet og det åbne gaderum. I mødet med værket Distance stod det klart, at en dynamisk, legesyg og innovativ kunstner havde indtaget ARoS!

Jeppe Hein arbejdede gennem flere år med udstillingen til ARoS for at give den en helt unik karakter. Det resulterede i, at museets særudstillingsgalleri og -foyer blev iscenesat som en sansernes by, hvor arkitekturen gav publikum mulighed for at gå på opdagelse blandt Jeppe Heins spektakulære værker.

BESKUEREN I CENTRUM

Jeppe Heins omfattende kunstneriske produktion kan bedst placeres i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og tekniske opfindelser, og ud over at besidde en høj kunstnerisk og æstetisk kvalitet er hans værker ofte interaktive (vægge der bevæger sig, bænke der ryger, balancerende kugler m.m.).

Jeppe Heins værker indeholder ofte overraskende og dragende elementer, der sætter beskueren i centrum, og det var dette fokus på beskuerens oplevelser, der dannede udstillingens krumtap. 

Bog om Jeppe Hein og Sense City

I forbindelse med udstillingen blev der udgivet et rigt illustreret katalog på engelsk og dansk med en introduktion til kunstneren og hans værker. Køb kataloget i ARoS Shoppen. 

Jeppe Hein,
Distance 2004

Jeppe Hein, Distance 2004, foto: Ole Hein Pedersen.

Jeppe Hein, Smoking
Bench

Jeppe Hein, Smoking Bench, foto: Ole Hein Pedersen.

Jeppe Hein,
Distance 2004 Jeppe Hein,
portræt
Jeppe Hein, Distance 2004, foto: Ole Hein Pedersen Jeppe Hein

 

Udstillede værker af Jeppe Hein:

360 Illusion III
360 Presence
Changing Neon Sculpture
Continuity Inbetween
Distance, 2004
Enlightment
Invisible Moving Wall
Invisible Text
Let me show you the world
Mirror Angle 30/60/120
Mirror Wall
No Presence - Presence
On Trail
Rotating Labyrinth
Rotating Pyramid I
Rotating Square
Screw on Wall
Shaking Cube
Smoking Bench
Sving
Why are you here and not somewhere else



©ARoS 2017