ÅBENT I DAG 10 - 17
Under protektion af
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Racing Cars - The Art Dimension

Tidligere udstilling

13. oktober - 30. december 2006


ARoS betræder helt nye veje og føjer nyt til listen over usædvanlige publikumsoplevelser med udstillingen RACING CARS – The Art Dimension, der med åbning 13. oktober bliver kunstmuseets helt store efterårssatsning.

Udstillingen bliver intet mindre end en verdenspremiere på et unikt møde mellem kunsten og fuldblodsracerbiler, når ARoS præsenterer Formel 1- og Le Mans-racerbiler i en stort anlagt, kunstnerisk totalinstallation skabt af en af Danmarks væsentligste installationskunstnere, Ingvar Cronhammar. Det betyder, at der venter museets gæster en usædvanlig totaloplevelse i udstillingen, der breder sig over i alt 1400 kvadratmeter i museets særudstillingsgalleri og særudstillingsfoyer. 

I en grænseoverskridende iscenesættelse ledes gæsterne ind i et unikt univers. Væggene er malet sorte, galleriets søjler er omdannet til røde, metalliske stempler, og lyskilderne er formet som gigantiske stempelringe.

Racerbilerne bliver præsenteret på stålpodier i en installation af lys og levende billeder – samt af lyd, for de mange visuelle indtryk underbygges nemlig af et lydbillede, som lægger en ekstra dimension til oplevelsen i udstillingen. Lydbilledet er komponeret specielt til udstillingen af komponisten og eksperimentalmusikeren Martin Hall.

OM UDSTILLINGEN

 RACING CARS – The Art Dimension lægger vægt på at give publikum en oplevelse af den dynamik og styrke, som ligger i bilernes formsprog. Ved ikke kun at betragte racerbilerne som funktionelle, men også som ren form – som skulptur på hjul - forener udstillingen to vidt forskellige verdener: Den ultimative motorsports og kunstens.

Udstillingen præsenterer nedslag på designhistoriske højdepunkter i Formel 1 og Le Mans, fra 1932 og op gennem næsten trekvart århundrede. De udstillede racerbiler er enestående i deres designmæssige formgivning, men de udmærker sig også ved at have været i aktiv tjeneste på motorsportsbaner verden over med legendariske stjernekørere som Stirling Moss, Ronni Petersson og Jackie Stewart bag rattet.

Et længere ”arkæologisk” arbejde og møder over det meste af Europa har udmøntet sig i, at det ultimative udvalg af ”racer-skulpturer” er på vej til Danmark, hvor Ingvar Cronhammar, den nok mest kendte installationskunstner landet har, nu i mere end et år har planlagt hele totalinstallationen i tæt samarbejde med ARoS Aarhus Kunstmuseum.  

ØVRIGT

Det er meget facetteret og teknisk krævende at få alt på plads og DFDS har et tæt samarbejde med en af de helt store leverandører af racerbiler, nemlig

Tom Wheatcrofts Donington Grand Prix Collection, der fra sit museum ved Donington racerbanen ved Derby i England afskiber klenodier til en værdi af mange millioner pund. Der køres og sejles i et tæt samarbejde mellem disse partnere og ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Desuden har firmaerne Audi, Shell og Castrol bistået ARoS med at tilvejebringe fuldblodsracere til udstillingen.

Hele opbygningen af installationen kræver efter ønske fra Ingvar Cronhammar et stort forbrug af aluminium, hvilket ARoS Aarhus Kunstmuseum har kunnet opnå ved et tæt samarbejde med Danmarks største metalimportfirma Lemvigh-Müller, som via sit fond generøst har gjort det muligt at få de kunstneriske ambitioner opfyldt.

Både med lys og lyd samt præsentationer vil det være en banebrydende oplevelse, der her er iscenesat, og som vil give genlyd ud i den ganske kunst- og automotive verden.

Udstillingen er under officiel protektion af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

Udstillingen er desuden blevet til med støtte fra:

C.A.C. Fonden

Ole Kirk’s Fond

Montana

 

 

©ARoS 2017